Pas på det guld, du har slæbt hjem

Ensilagestakken er resultatet af sliddet på marken og begyndelsen på en god mælkeproduktion.

Hvad der har taget mange arbejdstimer, kroner og strategiovervejelser at slæbe hjem, kan ødelægges ved nogle få, simple fejl.

Det handler om ensilage og god udtagning, for det meste ensilage bør anses som guld, man skal passe på.

Det mener faglig leder af økologirådgivningen hos Syddansk Kvæg Aase Holmgaard.

En af fejlene, som går igen flere steder, er, at alt for få landmænd lægger en plan for fodringen for en 365-dages periode og bruger planen, når der ensileres.

»Eksempelvis skal man tage stilling til, om man vil fodre med flere slæt ad gangen, hvor slættene ligger oven på hinanden, eller man vil have hvert slæt græs i hver sin silo. Uanset hvilken model man vælger, skal man huske at få ensilagen lagt ind i tynde lag for at sprede proteinet ud og udjævne den forskel i tørstofprocent, der unægteligt er fra mark til mark,« siger hun.

At sige, at maskinstationen ikke vil gøre det omhyggeligt, er en billig undskyldning.

»Man får grundlæggende kun det, man beder om og betaler for. De fleste maskinstationer vil gerne gøre det, landmanden beder dem om,« siger hun.

Dæksider og sand i poser

Jord oven på plastikken kan være en effektiv måde at hindre luften i at trænge ind, men det dur kun, hvis man samtidig er opmærksom på, at jorden ikke falder ned i ensilagen, når plastikken fjernes.

»Det bedste er dæksider og sand i poser,« siger Aase Holmgaard, som heller ikke er meget for alle de halmballer, som lægges oven på markstakke og udendørs siloer ved udtagningsfladen.

»Halmballerne vejer noget, men når de bliver våde, begynder de at rådne, og den proces frigiver varme, som går ned i stakken. Det kan give problemer med svampevækst,« siger hun.

Af samme årsag skal gammel og kasseret ensilage også helst helt væk fra ensilagepladsen hurtigst muligt.

»Svampesporer kan flyve, og man risikerer, at svampene ender i den nye ensilage,« siger hun.

Løbende renholdelse af ensilagepladsen er et råd, som aldrig går af mode.

»Man kommer langt med at gøre rent. Også inden den nye ensilage lægges i silo. Man skal også huske at udbedre skader på siloen,« siger Aase Holmgaard.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle