Penge til skovrejsning er snart brugt

Støtteordning, der skal forbedre miljø og klima, trænger til flere penge, siger næstformand i L&F.

Der er rift om tilskudsmidlerne til privat skovrejsning, og det betyder, at der nu ikke er meget tilbage i puljen for 2020.

Derfor beder næstformand i Landbrug & Fødevarer Thor Gunnar Kofoed nu om flere penge i et brev til fødevareminister Mogens Jensen (S).

I alt blev der oprindeligt afsat 35 mio. kr. til tilskud til privat skovrejsning i 2016-2020, som er en del af kvælstofindsatsen, der skal forbedre vandmiljø og natur.

Men pga. en stor søgning er der bare fem mio. kr. tilbage i 2020.

»De penge er hurtigt brugt. Regeringen vil gerne være grønnere, og vi vil gerne være med, så derfor bør de afsætte flere midler til området«, siger Thor Gunnar Kofoed.

Han mener, at påstanden om, at landmændene er bremsen for den grønne omstilling, nu endelig kan blive punkteret.

»Vi har måske tidligere været lidt fodslæbende, men jeg tror, at der er en vis overraskelse over omstillingsvilligheden blandt landmændene. Vi har både set med skovrejsning, vådområder og multifunktionel jordfordeling, at landmændene går med. Nu skal pengene også bare følge med«, siger næstformanden.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle