Producenter: Det er gamle penge

Kalveproducenternes forening efterlyser garanti for handyrpræmier til 2020.

Skal kalveproduktionen fastholdes som produktionsgren i Danmark, skal der gives en koblet præmie på 1.000 kroner pr. kalv, og der skal være sikkerhed for præmien indtil 2020.

Det mener formanden for kalveproducenterne, Lasse Olsen.

»Vi er glade for, at fødevareministeren tilbyder 180 millioner kroner til en fortsat handyrpræmie, men der er kun tale om en forlængelse af den eksisterende ordning. Ikke nye midler til de 40.000 kalve, som eksporteres,« siger Lasse Olsen.

Skal kalveproduktionen fastholdes, skal præmien sættes op til 1.000 kroner pr. kalv, mener han.

Og skal Landbrug & Fødevarer, Kvægs, målsætning om en forøgelse af mælkeproduktionen med én milliard kg mælk opfyldes, skal der efter Lasse Olsens overbevisning flere køer til, og dermed stiger antallet af tyrekalve.

»Vi kan let ende i en situation, hvor det ikke handler om 40.000 men 100.000 ekstra kalve i stedet for,« vurderer han.

Ønsker garanti for præmierne

Ifølge Lasse Olsen kniber det ikke med lysten til at producere kalve i Danmark, men præmiernes usikkerhed får bankerne til at afslå at finansiere nye produktionsfaciliteter.

»Vi mangler en budgetsikkerhed for præmierne i hvert fald indtil 2020, hvis det skal være muligt for unge landmænd at starte med kalveproduktion. Det er uholdbart at fastholde en praksis, hvor vi ikke kender præmierne for det næste år,« siger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle