Søns million-lån er nu købt ud af konkursbo

Kim Skare havde 68 mio. kr. lånt ud til faderens slagteri-imperium. Nu er hele tilgodehavende købt for 1 mio. kr. af en hemmelig byder- og sønnen får intet.

Der bliver ingen udlånte penge retur til Kim Skare fra faderens slagteriimperium.

I stedet har en hemmelig person betalt 1 mio. kr. for at få sagen lukket.

Selv om sønnen, der for år tilbage forlod ledelsen af familiens selskaber, havde lånt 68 mio. kr. ud til koncernen, får han intet af sit tilgodehavende.

Det fremgår af en kreditorinformation om behandlingen af konkursboet, som LandbrugsAvisen har fået aktindsigt i.

Dermed bliver Kim Skares kamp for at få penge ud af koncernen endnu en gang bremset. Sønnen af den karismatiske slagterimand Kurt Skare har ellers i de sidste år forsøgt via talrige retsinstanser at få sit tilgodehavende.

Først via et søgsmål mod faderen, så ved at forsøge at begære selve Skare-koncernen med tusinde ansatte i og omkring Vejen konkurs.

Og så her senest ved at få sit eget holdingsselskab begæret konkurs, så en kurator kunne forsøge at inddrage det million-store lån til slagteri-virksomheden.

Betinget bud

I kreditorinformationen, der er tilgået skifteretten, fremgår det, at aktivet, som altså er tilgodehavendet i Skare-koncernen på 68 mio. kr., er blevet solgt for ’omkring en million kroner’ til en tredjemand, der ikke er kreditor i konkursboet. Hvem denne tredjemand er, fremgår ikke.

Som betingelse er der angivet, at konkursboet efter Primabeef Holding skal erkende, at selskabet ikke længere ejer dele af Skare Holding, og at konkursboet giver afkald på at rejse erstatningskrav mod Kurt og Birgith Skare.

»Det var en betingelse fra den, der afgav buddet, at der også skete afklaring af de øvrige forhold«, forklarer Mads Danielsen fra Codex Advokater i Vejle, der som kurator har haft ansvaret for at afvikle aktiverne i konkursboet til bedst interesse for dem, der havde penge til gode.

Søn: Lån bør betales

Disse kreditorer er det advokatfirma, der har ført Kim Skares øvrige forsøg på at få penge ud af Skare-koncernen for Kim Skare.

»Boet står foran sin afslutning, aktivet er afhændet, og det medførte, at alle kreditorer kan dækkes ind«, forklarer kuratoren, der altså forventer at kunne afslutte boet solvent.

Kim Skare driver i dag virksomhed med handel af oksekød i Polen og Spanien og ønsker ikke at kommentere sagen med andet end:

»Under normale omstændigheder, hvis man låner noget, betaler man tilbage«.

Faktaboks

Skare-sønnens udlån er tabt

  • Kim Skares Primabeef Holding ejede 37,5 pct. af Skare, før han sidste år pludselig frasagde sig aktieposten.
  • I selskabet var der et lån til Skare-koncernen på 68 mio. kr. Fakta brød bullet: Trods både forsøg på retssager, at erklære Skare-koncernen konkurs og nu at lade Primabeef Holding gå konkurs har Kim Skare ikke fået sit tilgodehavende. En person har valgt at betale 1 mio. kr. for at lukke konkursboet.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle