Snittevogne med nem udskiftning af knive

Kverneland Taarup 11000 C har så kraftig en undervogn, at den holder til at blive brugt som frakørselsvogn.

På sædvanlige pickup snittevogne koster det flere timers adskillelses- og monteringsarbejde, hvis en finger i indmadningsrotoren ødelægges eller bøjes af en sten.

Tilsvarende demonteringsarbejde og tab af gode høsttimer sker ikke, hvis pickup snittevognen er en af de nye i Kverneland Taarup 11000-serien. Her er det nemlig muligt at udskifte de enkelte fingerhjul (rotorer) uden at demontere andet end rotoren med den beskadigede finger.

Den nye serie af Kverneland Taarup pickup snittevogne består indtil videre af to modeller, 11055 C og 11065 C med henholdsvis 55 og 65 kubikmeter ladindhold.

Nem udskiftning

Kverneland Taarup har udtænkt en nærmest genial løsning til enkeltvis udskiftning rotorskiverne med fingre.

Hver rotorskive i indmadningen er tredelt og samlet med én bolt. Ved udskiftning skal man blot skrue bolten ud, hvorefter rotorskiven kan udskiftes med en ny.

Det er fingrene på indmadningsrotoren, der snitter materialet ved at det trækkes gennem knivene, der er monteret på to bomme. På 11055 og 11065 er der i alt 40 stationære knive, som er fordelt på to knivbomme.

Rotorskiverne har hver seks fingre. Disse rotorskiver er usædvanlige ved at være 25 millimeter brede. Det forøger ikke alene styrken. Ifølge Kverneland Taarup giver de brede fingre også en meget præcis snittelængde.

Begge modeller har samme pickup snitteenhed. De stationære snitteknive (knivene) er, som noget usædvanligt, fordelt på to bomme. Det betyder, at snittelængden kan være 36 eller 78 millimeter. Ved mindste snittelængde aktiveres begge bomme, så alle 40 knive er i funktion. Ved at frakoble den øverste knivbom er 20 knive aktive, så snittelængden ændres til 78 millimeter. Begge knivbomme kan hydraulisk drejes til siden, så knivene nemt kan udskiftes enkeltvis i tilfælde af stenskade.

Også til frakørsel

C'et i modelbetegnelsen betyder, at 11000-serien er såkaldte combivogne, der med opklappet pickup snitteenhed kan anvendes som frakørselsvogne.

Kverneland Taarup pointerer, at undervognen på begge udgaver er dimensioneret så kraftigt, at den uden problemer kan holde til den til tider hårde belastning, frakørselsvogne udsættes for. Bogie-ophænget er af samme årsag med fire bladfjedre. Bogie-ophængets drejepunkt er forskudt bagud, så forreste hjulpar bedre kan løfte bageste hjulpar på våde marker.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle