Agilia har i en test fået sit soja-proteinkoncentrat AlphaSoy målt op mod et andet dansk-produceret sojaproteinkoncentrat med det resultat, at der ifølge Agilia er penge at spare ved at benytte AlphaSoy.
Det skriver Agilia på baggrund af en afrapportering fra TestGris-testfaciliteten ved Herning, hvor forsøget er gennemført.
Ifølge Agilia havde forsøget fokus på små grise og en eventuel højere frekvens af diarré. I en 14 dages periode blev grisene fulgt og fik målt tilvækst, foderforbrug og gødningsscore. Der blev ikke tilsat zink i foderet, der havde et indhold af AlphaSoy og SPC 56 (dæknavn for andet produkt, red.) på henholdsvis 13 og 12,3, så der var samme proteinbidrag fra produkterne. I forsøget, der havde 20 gentagelser, var der ifølge Agilia ingen forskelle at finde i effektiviteten hos grisene, herunder daglig tilvækst og foderoptagelse.
»Det skal dog tages i betragtning, at der kan være en væsentlig forskel i foderomkostningen pr. gris ved at vælge AlphaSoy frem for SPC 56. Med anvendte prisforhold giver det her en besparelse på omkring to kr. pr. gris at anvende AlphaSoy frem for SPC 56 i foderet i de blot to uger. Altså en betydelig besparelse uden at gå på kompromis med effektiviteten«, fremhæver Agilia.
Gødningsscoren blev vurderet fem dage om ugen. Der blev ikke fundet forskel mellem de to grupper.
Faktaboks
Forsøgets resultater:
- Daglig tilvækst hos SPC 56 og AlphaSoy var henholdsvis 159 og 158 gram/dag.
- Foderoptagelsen var 213 og 209 gram/dag.
- Foderudnyttelsen var opgjort til 1,43 og 1,37 kg/kg.
Kommentarer