Tørke-bekæmper fejrer 40 års jubilæum

I år er det 40 år siden, at Fasterholt Maskinfabrik lancerede den første selvkørende vandingsmaskine.

Mangen en kartoffelplante, kornstrå og midtjysk landmand har gennem de sidste 40 år sendt en byge af kærlige tanker i retning mod Fasterholt Maskinfabrik, som siden 1975 har produceret og forhandlet selvkørende vandingsmaskiner.

Agner Thisgaard er opfinderen bag vandingsmaskinen og ejer af fabrikken, og for nylig modtog han Det Kongelige Landhusholdningsselskabs store sølvmedalje for sin livslange indsats for landbruget.

Medaljen uddeles kun i særdeles sjældne tilfælde og er derfor en exceptionel anerkendelse for betydningen af Agner Thisgaards livsværk for dansk landbrug, skriver Landsskuet i en pressemeddelelse.

9.000 modeller i flere størrelser

Siden 1975 har den midtjyske producent af vandingsmaskiner produceret og solgt 9000 eksemplarer i alle størrelser, og Fasterholt er i dag Nordeuropas største leverandør af vandingsmaskiner.

Et lokalt medlem af seniorlandmændene i Midtjylland, Niels Merrild, har renoveret et par af de ældre vandingsmaskiner og præsenterer blandt andet en 39 år gammel maskine, som stadig er i brug. Foruden at se den første model fra Fasterholt Maskinfabrik vil producenten også fremvise den nyeste model.

Agner Thisgaard har i dag overladt driften af Fasterholt til sine børn og en svigersøn, men er selv aktiv i kredsen af seniorlandmænd, hvorfor der under Landsskuet vil være mulighed for at få historien om vandingsmaskinerne og deres betydning for landbruget fra idémageren selv.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle