Den faglige debat om vedligeholdelse af vandløb, risikoen for forsumpning mv. har længe været ude på for dybt vand, mener kommunernes forening for lederne i teknik- og miljøafdelingerne.
De varslede ændringer i vandplanerne bl.a. om vandløbsvedligeholdelse har givet anledning til voldsom bekymring og kritik fra landbrugets side. Diskussioner om konsekvenser af ændringer fremkalder billeder af konkursramte landmænd på grund af oversvømmede arealer. Konsekvenserne kan på nogle arealer være store, men den faglige debat har i længere tid været ude på for dybt vand.
Ida Auken efterlyste større faglighed i debatten på L&Fs delegeretmøde 6. november, og L&Fs formand, Martin Merrild, bakkede op om, at det faglige fundament skal være på plads og udgangspunkt for diskussionerne.
Naturstyrelsen har nedsat fem arbejdsgrupper, som er ved at afslutte deres arbejde. For KTC´s repræsentanter i arbejdsgrupperne er oplevelsen, at det har været meget svært at blive enige om selv helt basale og vandløbstekniske forhold og mekanismer. Der er stor forvirring om, hvad man som lodsejer ”har krav på”, uagtet at det gældende serviceniveau er beskrevet i godkendte vandløbsregulativer. Det er værd at huske på, at offentlige vandløb ikke er offentligt ejede. Vandløbene ejes af bredejerne, mens kommunerne står for vedligeholdelsen af de vandløb, der er udpeget som offentlige. Vandløbsvedligeholdelse er altså en service, der ydes til bredejerne.
Hidtil er alle forslag, som kan true afvandingshensynet, blevet problematiseret, og resultatet er, at vi ikke kommer til en mere erhvervs-, miljø- og samfundsmæssig fornuftig forvaltning af vandløb.
KTC mener, at en farbar vej til at opnå god økologisk tilstand i vandløbene er at se tilbage på det naturlige vandløbssystem. Vi har de facto gjort vandløbet til et teknisk anlæg, der kun har til formål at aflede vand, og det præger i dag synet på vandløb. Det er naturstridigt, at vandløb ikke må oversvømme enge. Det handler ikke om, at vandløbene er for små, det er en naturlig mekanisme, at vandløbet trykudligner og afbøder de voldsomme fysiske kræfter i vandløbet ved store afstrømninger.
I nogle områder har høj vandstand så store dyrkningsmæssige konsekvenser, at vandet skal blive i vandløbet, bl.a. ved hyppig grødeslåning. Omvendt har grødeslåning i mange vandløb meget lille effekt, og ressourcerne kan anvendes bedre på at kompensere for våde arealer i stedet for vedligeholdelse. Derfor skal vi i retning af mere naturlige vandløbssystemer.
Dræning og afstrømning fra byer og veje er med til at lave unaturlige vandløbssystemer. Derfor mener KTC, at der skal opnås god økologisk tilstand i vandløbene ved at genoprette samspillet mellem vandløb og ådal kombineret med nogle produktionsformer på arealerne, som giver et afkast til lodsejerne.
Ændring i nedbørsforhold, mineralisering af jorden i ådalene, mv. gør det på sigt svært at opretholde en traditionel landbrugsproduktion i mange af ådalene – specielt på lavbundsarealerne. Dette vil også være tilfældet, selv om vedligeholdelsen af vandløbene blev intensiveret.
Den helt store løftestang til et bedre miljø i vandløbene er en ny værdisætning af jorden baseret på helhedsbetragtninger over bl.a. produktionsjord, bufferkapacitet i ådalene, klimatilpasning, landskabsværdi, oversvømmelser, mindre udvaskning af næringsstoffer, fiskeri, m.v. Derfor skal der ses på nye fleksible tilskudsordninger, som kan fungere i forhold til variationen i ådalene, samt de variationer landmanden vil have i sin ekstensive drift.
KTC opfordrer derfor til, at der kigges fremad og tænkes i nye løsninger og muligheder, frem for at man forsøger at fastholde de eksisterende forhold. Målet skal være, at vi i højere grad arbejder med og ikke imod naturen.
1. En tydelig kategorisering af vores vandløb i henholdsvis naturvandløb, afvandingsvandløb og kulturvandløb. KTC er enige med landbruget i, at der er en del vandløb, hvor det ikke giver mening at stræbe efter høj naturkvalitet. Det er nogle steder umuligt og flere steder alt for dyrt i forhold til udbyttet.
2. Ophør af den frie dræningsret. Der er i dag drænede arealer, som ikke burde være drænet, og arealer hvor det ikke giver hydraulisk mening at erstatte nedslidte drænsystemer. Når KTC ser på den øvrige regulering af vand og natur, er det oplagt at diskutere dræningsretten med den konsekvens, at dræning i en række tilfælde skal myndighedsgodkendes. Fx findes der eksempler på, at naturbeskyttede områder er blevet drænet direkte eller indirekte, selvom det ikke er tilladt. Med en godkendelsesprocedure for dræning vil dette kunne undgås.
3. Krav om etablering af sandfang i forbindelse med dræning af visse arealer vil være fagligt og samfundsøkonomisk yderst relevant.
4. Begrænsninger i dræningsretten er også relevante at drøfte i forhold til klimaudfordringerne. I nogle tilfælde skal der træffes et valg mellem at risikere oversvømmelse af byer og infrastruktur eller landbrugsarealer. Det er trods alt billigere, at landbrugsarealer oversvømmes, og den mulighed skal kunne bruges strategisk.
5. Dykkede dræn er roden til alt ondt – sådan har det lydt i landbrugspressen. Kendsgerningen er imidlertid, at mange bredejere har valgt at lægge drænene så tæt på vandløbsbunden, at omkring halvdelen altid har været dykkede i kortere eller længere perioder. Altså er dykkede dræn ikke noget nyt, og dræn kan godt tåle at være dykkede.
