Varmevekslere sparer masser af energi

Kyllingeproducent anslår, at han sparer 50-70 procent på energiforbruget med varmeveklere i kyllingestaldene.

John Aagaard kan kun se fordele.

Slagtekyllingeproducenten fra Vester Skerninge installerede med støtte fra Landdistriktsprogrammets Miljøteknologiordning for halvandet år siden varmevekslere i to af sine kyllingestalde, og har først og fremmest opnået en stor reduktion i varmeforbruget.

Nok 50–70 procent, anslår han.

»Til dette hold kyllinger har jeg slet ikke brugt varme, og om vinteren er det kun de første 12–14 dage efter, at kyllingerne er sat ind, at der tilføres varme. Herefter leverer kyllingerne selv varmen,« siger han.

Varmevekslerne henter varmen fra afkastningsluften og opvarmer indsugningsluften. Det sikrer en lavere luftfugtighed i indblæsnings- og staldluften, som skaber en mere tør strøelsesmåtte, som igen medvirker til en lavere ammoniakfordampning.

»Ammoniakreduktionen er på 40 procent, og det kan have betydning, når vi skal have revurderet vores godkendelse,« siger John Aagaard.

Varmevekslerne giver også bedre produktionsresultater, fordi den lavere ammoniakudledning og den mere tørre måtte gør det nemmere at styre kyllingernes trædepude-sundhed.

»Vi får et tillæg på fem øre pr. kg, når trædepudescoren er under 10 point, og det er en god ekstra femøre at få,« lyder det fra John Aagaard, der alt i alt betegner investeringen i varmevekslere med støtte fra landdistriktsmidlerne som en winwin-situation.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle