Danish Agro giver maksimal udlodning

Grovvarekoncernen udlodder 31. mio. kr. i flot regnskab, hvor Tyskland dog stadig spøger og giver stort underskud.

For sjette år i træk kan de godt 10.000 andelshavere i Danish Agro se frem til at få en ekstra saltvandsindsprøjtning, da koncernen står til at udlodde 31 mio. kr.

Det oplyser Henning Haahr, koncernchef for Danish Agro, i forbindelse med 2017-regnskabet, der betegnes som flot og tilfredsstillende.

»De 31 mio. kr. er det maksimale, vi kan udlodde i forhold til vores vedtægter, og det er vi mere end stolte over. Det skyldes et flot regnskab, hvor vi lægger os solidt mellem de finansielle mål og sidste års rekordresultat«, siger Henning Haahr, der i år for første gang står helt i front for grovvarekoncernen, efter at han i oktober overtog styringen efter Christian Junker.

Høsten driller omsætningen

Det lå i kortene, at Danish Agro skulle nå en omsætning på 33 mia. kr. i 2017. Men ligesom sidste år satte en dårlig og sen høst samt faldende varepriser en kæp i hjulet på målsætningen om vækst i toplinjen, og koncernen præsenterer dermed en omsætning på 31,5 mia. kr. for 2017, hvilket er på niveau med sidste års rekordomsætning.

»Det er selvfølgelig aldrig tilfredsstillende, at vi ikke når målet, men omsætningen er bare et afledt tal. Det er vores position i markedet, der betyder noget - og der ligger vi godt«, siger Henning Haahr.

Han fortæller, at den haltende grovvareomsætning modsvares af stigende aktivitet i den hastigt voksende maskindivision.

Nøgletal i mio. kr.20172016201520142013
Koncernomsætning31.45231.54828.47624.13625.128
EBT613626603550503
Balance15.56814.65113.78610.5039.800
Egenkapital4.8954.4164.1383.1692.804
Soliditet31,4%30,1%30,0%30,2%28,6%

Blandede bolsjer

Danish Agro er den største spiller i Finland og lander der en omsætning på 5,4 mia. kr., mens driftsresultatet EBITDA falder 10 pct. til 122 mio. kr. De baltiske grovvareselskaber leverer på et meget højt niveau, mens det svenske marked stadig er i en opbygningsfase.

I Tyskland halter det dog stadig i selskabet Ceravis, der trækker et mørkerødt spor gennem regnskabet. Her præsenteres der et underskud på driftsresultatet på 42 mio. kr. mod 84 mio. kr. sidste år.

»Det er en direkte turnaround og har været en opgave, som har taget længere tid end forventet. Det har overrasket os, at vi blev nødt til at tage så meget hårdere fat«, siger Henning Haahr.

Omstillingen af det tyske selskab har indtil videre betydet lukninger af en lang række kontorer og fabrikker, et farvel til over 100 medarbejdere og udskiftning af den øverste ledelse.

»Vi skal simpelthen have styr på den tyske forretning, og jeg har selv bedt Christian Junker om at blive siddende som formand for at hjælpe med at føre det ud i livet«, siger Henning Haahr, der forventer, at Ceravis giver sorte tal på bundlinjen fra 2019.

Danpiglet, der tidligere har givet massive underskud, giver i år et overskud på 30 mio. kr. mod 2 mio. kr. året før. Det skyldes i særdeleshed høje priser på smågrisene i løbet af året.

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle