Formand for Større Jordbrug: Hold høje standarder - ikke alle forstår jagt

"Vi er nødt til at tænke over hvordan det, vi laver, fremstår", sagde formand Christina Ahlefeldt-Laurvig på årsmøde for Større Jordbrug.

Jagt er en herlighedsværdi, et arbejdsområde og et vigtigt forretningsområde på mange større jordbrug, men det er også et emne, der kan få følelserne i kog hos dem, der ikke forstår jagt og ikke deler glæden ved jagt.

Derfor må man som større jordbruger 'holde høje standarder', hvis man ikke vil gøre sig sårbar overfor omverdenens kritik, opfordrede Christina Ahlefeldt-Laurvig, formand for sektionen for Større Jordbrug, ved sektionens årsmøde mandag 31. januar.

"Hvis vi vil bevare vores forretning og de privilegier, vi har, må vi tænke over, hvordan det, vi laver, fremstår", sagde Christina Ahlefeldt-Laurvig bl.a. i sin mundtlige beretning.

Vildtforvaltning

Større Jordbrugs store interesser i jagt giver sig bl.a. udslag i, at sektionen er repræsenteret i Vildtforvaltningsrådet som repræsentant for Landbrug & Fødevarer, men i høj grad også for sektionens egne medlemmer.

I det rådgivende råd er udsætning af ænder og fasaner nogle af de forlig, der skal genforhandles.

Der er tale om 'følelsesmæssigt store emner' for de organisationer, der sidder i Vildtforvaltningsrådet, sagde Christina Ahlefeldt-Laurvig

Et diskussionspunkt har bl.a. været indberetnigen af ænder -  langt størstedelen af de udsatte ænder vurderes ikke at blive indberettet, som de skal i følge reglerne. 

Under alle omstændigheder er det ikke lykkedes Vildtforvaltningsrådet at nå til enighed om udsætning af ænder, som dele af rådet ønsker forbudt, og sagen er ikke endeligt løst.

Dokumentation

Nu handler det om udsætning af fasaner, sagde Christina Ahlefeldt-Laurvig.

For både ænder og fasaner gælder, at manglende indberetning af udsætning kan få konsekvenser for den fremtidige udsætning.

"Husk, at der skal ske indberetning ifølge reglerne, men husk også at have god føling med, hvad der sker på jeres bedrifter" opfordrede Christina Ahlefeldt-Laurvig.

Yndlingsofre

Christina Ahlefeldt-Laurvig nævnte også, at det er en god idé at tænke sig om, før man deler jagtoplevelser på sociale medier.

"Måske får man uden at ville det, lagt afstand til resten af samfundet - samtidig med, at man forventer at blive behandlet lige".

"Der er dele af vores samfund, som ikke forstår jagten. Ofte kan de store jordbrug blive omverdenens yndlingsofre. Hold derfor høje standarder!", lød det.

Rovfugledrab

Endnu et jagtrelateret emne, hvor større jordbrugere jævnligt oplever at blive "skudt på", er sager om rovfugledrab.

Mistankerne er i de fleste tilfælde grundløse og 'en del af andres spin', mente Christina Ahlefeldt-Laurvig.

"Men det er under alle omstændigheder vigtigt at være sikker på, at der er styr på både eventuelle medarbejdere og jagtlejere. Det er utrolig vigtigt. Ellers gør vi os sårbare overfor kritik og negativ omtale".

Christina Ahlefeldt-Laurvig forudså i sin beretning, at fremtiden vil  bringe yderligere krav til dokumentation for god vildt- og naturforvaltning.

Det er også baggrunden for, at der på sektionens budget for 2022 målrettet afsættes 50.000 kroner til juridisk assistance til dokumentationsarbejde ved udsætning.

Årsmødet i Sektionen for Større Jordbrug blev som sidste år afviklet virtuelt som webinar.

Faktaboks

Fire genvalgt

På årsmødet for Sektionen for Større Jordbrug blev følgende fire medlemmer af Udvalget for Større Jordbrug genvalgt uden modkandidater:

  • Nicolas de Bertouch-Lehn, Lungholm Gods, Rødby.
  • Kristian Lundgaard-Karlshøj, Ausumgaard, Hjerm.
  • Anita Halbye, Høvdingsgaard, Mern.
  • Christian Sehestedt Juul, Ravnholt Gods, Ørbæk.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle