Global rekordvarme tre dage i træk

Uofficielle varmerekorder kan være signal om, at klimaforandringerne er på vej mod "ukendt territorie".

Den globale gennemsnitstemperatur blev onsdag beregnet til 17,18 grader, hvilket tangerede varmerekorden fra tirsdag og dermed er den tredje varmerekord i denne uge.

Rekordtemperaturen er beregnet af Maines Universitet, som anvender satellitdata og simuleringsmodeller.

Det skriver AP torsdag.

Den forrige rekordnotering kom mandag og lød på 17,01 grader. De tre første dage i denne uge er de tre varmeste, som nogensinde er registreret.

Det melder forskere tilknyttet University of Maine hos projektet Climate Reanalyzer.

Rekorden er uofficiel og foreløbig, men den giver ifølge AP et signal om, at klimaforandringerne er på vej mod "ukendt territorie".

Data går tilbage til 1979.

Klimaforsker fra Berkeley Earth i Californien Zeke Hausfather vurderede over for nyhedsbureauet Reuters mandag, at mange nye varmerekorder kan være på vej.

- Desværre ser det ud til, at rekorden blot er den første i en serie af nye rekorder i år. Stigende udledninger af drivhusgasser kombineret med El Niño skubber temperaturerne til nye højder, sagde han til Reuters.

Vejrfænomenet El Niño opstår af naturlige årsager med i gennemsnit to til syv års intervaller, når overfladevand i dele af det tropiske Stillehav bliver unormalt varmt.

Under El Niño udløses en række vejr- og klimamæssige forandringer over store dele af kloden.

På flere kontinenter er temperaturerne i øjeblikket ekstremt høje, skriver Reuters.

I Kina har en vedvarende hedebølge ramt landet med temperaturer over 35 grader, mens flere lande i Nordafrika har oplevet temperaturer tæt på 50 grader.

EU-programmet Copernicus, som blandt andet indsamler klimadata, har i en udtalelse til nyhedsbureauet AFP bekræftet, at mandag var den varmeste dag hidtil i dens data. Tirsdag kunne Copernicus endnu ikke udtale sig om.

Ifølge AFP stiger den globale temperatur typisk indtil slutningen af juli eller tidligt i august.

/ritzau/

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle