Dyrlæge om grisedata: Vi var blinde i mange år, men nu er synet tilbage

Brug af dynamiske produktionstal som Danish Crown Data og lignende løsninger leverer er en kæmpe fordel for griseproducenterne, fremhævede dyrlæge Michael Agerly på Porcus’ årsmøde.

De faglige råd som alternativer til kastration og vejen til en fravænningsgris i superligaen stod i kø, da Porcus-dyrlægerne i denne uge holdt deres årsmøde, som i modsætning til tidligere år var samlet på en lokalitet i Messe C.

De seneste års teknologiske landvindinger med sammenkobling af foderdata, vejedata og produktionsdata, der har mundet ud i blandt andet Danish Crown Data, tog Porcus-dyrlægen Michael Agerly under behandling i sit indlæg.

Den blinde mand får synet igen

Han betegnede den mangeårige praksis med e-kontroller, der baserer sig på historiske gennemsnitsdata over et kvartal, som en blind mand, der med de nye løsninger, hvor effekten af foderjusteringer eller andre tiltag kan aflæses dag for dag, der får synet igen.

- Det er utroligt, at vi efter 10 år holder statusmøde med e-kontroller og en stor mappe og kigger på, hvordan det ser ud i alle besætninger og foderforbruget svinger 0,2-0,1, og jeg sidder og laver seks måneders gennemsnit, og vi kloger i, hvad vi har lavet af gode ting.

- Vi ved det ikke, vi ved nogle ting, men for lidt, sagde han og opfordrede alle til at bruge dynamiske produktionsdata, fordi beslutningsgrundlaget bliver meget hurtigere og bedre.

Spotter sygdom tidligt

Eksempelvis nævnte han en besætning med smågrise, der blev ramt af PRRS fra leverandøren på et tidspunkt, hvor besætningens tilvækst var i fremgang.

- Allerede et par uger efter kan vi på Danish Crown Data se, at vi går i nedtrend. På e-kontrollen ser vi det først tre måneder senere, sagde Michael Agerly for at understrege nogle af fordelene.

Netop muligheden for at handle og reagere hurtigt kan give en ikke ubetydelig økonomisk besparelse.

I et eksempel med en besætning med 35.000 slagtegrise kan en forbedring på 0,1 FE per kilo tilvækst give omkring 350.000 kroner i besparelse på seks måneder, som ifølge ham kan være den typiske forskel i reaktionstiden på en god eller dårlig handling ved brug af dynamiske data kontra e-kontrol.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle