Dyrlæge: Sygdomsudbrud tyder på svampetoksiner

LVK-dyrlæge oplever deciderede sygdomsudbrud relateret til svampetoksiner.

Høsten 2020 var knastør og hurtigt overstået.

Derfor overrasker det dyrlæge Tage Rødbro, LVK, at han i de seneste måneder ser symptomer, der tyder på svampetoksiner:

  • Gylte med sår på pattespidser før faring.
  • Søer med nedsat eller svingende ædelyst.
  • Kuld med mange eller alle grise dødfødte.
  • Nyfødte grise med sår på haleroden.
  • Søer, der kaster op.

»Symptombilledet er broget. Det tyder på, at forskellige toksiner er i spil«, siger Tage Rødbro, der ser problemer i 10 procent af hans besætninger.

Derimod ser han ikke reproduktionsproblemer eller grise født med hævede kønslæber.

Der er påvist toksiner i både halm og korn, og problemerne ses både hos hjemmeblandere og indkøbere af færdigfoder.

Undersøgelse

Råvarerne kan undersøges for toksiner på labotatorium, men når først symptomerne er alvorlige, råder dyrlægen til, at man straks tilsætter toksinbinder i fuld dosis frem for at bruge tid på undersøgelser.

En del besætninger bruger fast en lav dosis toksinbinder som forsikring.

»Det tager ofte de små krusninger, man har svært ved at registrere«, siger dyrlægen.

Toksinerne stammer forskellige steder fra: Fra marken, fra gastæt silo med mangelfuld tilsætning af CO2, fra planlager med manglende beluftning eller nedtørring, dårlig kornrensning, dårlig hygiejne i fodringsanlæg eller blandekar. Endelig kan halm være kilden.

Tage Rødbro råder til, at man kasserer korn og halm med dårlig lugt eller synlige forandringer, f.eks. hvide kager.

Ekstra grundig rensning af det sidste korn i siloen er også en god idé.

»Hygiejne er vigtig for kvaliteten af råvarer og færdigvarer, men tilsætning af toksinbinder kan alligevel være nødvendigt«, siger dyrlægen, der giver følgende råd:

  • God aksbeskyttelse af foderkorn. Køber du korn, så tal med sælger om det.
  • Hurtig nedtørring af korn.
  • Kornrensning både på vej ind og på vej ud af lageret.
  • Gastæt opbevaring: Tilsæt tilstrækkeligt med CO2.
  • Fokus på bjergning af halm.
  • Tjek råvarer for lugt og synlige forandringer.
  • Tjek siloer, blandere, fodringsanlæg hver uge.
  • Reager på symptomer. Det bliver sjældent bedre af at vente.
  • Lav egenkontrol af råvarer.

Faktaboks

Toksiner

  • Kan både dannes i marken og under lagring.
  • Vigtigt med nedtørring, køling, rensning og hygiejnisk håndtering af korn.
  • Overse ikke halm som kilde til toksiner.  

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle