Hold på din grisepasser: Der skal være plads til nedsat tid og at hente børn

Lyt på din medarbejders drøm og undgå udskiftning på staldgangen, anbefaler rådgiver.

Af Rie Krukow, svinekonsulent, Velas

Der er stor efterspørgsel på medarbejdere i rigtig mange brancher for tiden, og det resulterer desværre i, at flere medarbejdere i svineproduktioner vælger at prøve andre erhverv. Måske fordi de får et tilbud de ikke kan sige nej til – og nogle af dem kommer givetvis ikke tilbage til erhvervet igen.

Det er dog vigtigt at huske, at en tilfreds medarbejder ikke lokkes lige så let som en knap så tilfreds medarbejder.

Skift af medarbejdere er både dyrt og besværligt, så der er god grund til at holde på dem.

Flere har gennem tiden regnet på, hvad det koster at skifte en medarbejder, og et godt bud på omkostningen er op til 12 måneders løn. Der er altså ganske mange penge at gøre godt med i forhold til at skabe attraktive arbejdspladser og dermed holde på medarbejderne.

Hvordan ser ønskearbejdspladsen ud?

Hvordan gør man så det?

Jeg stiller gerne mine kunder et par spørgsmål, som I med fordel kan stille jer selv, når I overvejer, hvorfor det kan være svært at fastholde og tillokke medarbejdere. 

Hvordan ser ønskearbejdspladsen i din virksomhed ud? Det er nødvendigt at drøfte med medarbejderne, og i denne drøftelse, er det vigtigt, at du finder helt ind til, hvad dine medarbejdere finder vigtigt.

Jeg kan anbefale 1 til 1 samtaler, så den enkelte medarbejder har mulighed for at komme med egne ønsker – og begrunde dem. Det er vigtigt, at du spørger åbent, da det giver de ærlige svar, som du har brug for.

Øvelsen skal afsluttes med, at du spørger dig selv, og gerne ægtefælle/betroede medarbejdere, hvordan I skaber den arbejdsplads som lever op til jeres medarbejderes ønsker, altså en attraktiv arbejdsplads.

Alle trives med ordnede forhold

Vi trives alle med ordnede forhold og med at blive værdsat for vores indsats, så jeg mener det skal være overskrifterne for den attraktiv arbejdsplads. Det er dog værd at tænke på de sociale forhold også, da de vægter højt for mange.

De ordnede forhold handler f.eks. om arbejdstid, herunder weekend arbejde, men også om, at de fysiske forhold i form af f.eks. bad/omklædning og frokostrum, samt frokostordning og en fornuftig løn skal være på plads.

Vi vil alle gerne værdsættes for vores indsats, men at anerkende er svært for mange af os.

Jeg vil derfor anbefale, at I arbejder med et system som sikrer anerkendelse, som kan komme i mange former – f.eks. smørrebrød/bowling el.lign. efter en periode med resultater over de kendte mål, eller blot en kommentar til formiddagskaffen, om at en bestemt ekstra indsats er værdsat.

Anerkendelse kan også være, at en medarbejder får nye opgave efter ønske.

Det er lederens opgave at sikre en attraktiv arbejdsplads, og jeg er helt sikker på, at en lederuddannelse eller deltagelse i en erfagruppe med fokus på ledelse vil være en stor hjælp for flere – det er nemlig en vanskelig opgave.

Et eksempel: Medarbejder ønskede forskudt og nedsat tid

Jeg talte for nyligt med en kunde, som var lidt træt af, at en medarbejder ønskede både nedsat og forskudt arbejdstid, så vedkommende kunne nå at aflevere og hente børn i institution.

Jeg er helt med på, at det kan virke forstyrrende, hvis en medarbejder møder f.eks. kl. 8.15, når de øvrige er mødt kl. 07.00, men jeg vil anbefale, at I arbejder aktivt med de ønsker, medarbejderne har. Det kunne jo være, at ændringerne er positive for alle.

Hvis en rigtig dygtig farestaldspasser ønsker nedsat tid, vil jeg anbefale, at I ser nøje på alle opgaver i farestalden, og finder de opgaver som kan løses fra morgenstunden af andre medarbejdere, og gemmer de opgaver, som medarbejderen er allerbedst til.

Hvis ikke I lykkes med at finde en løsning, er yderste konsekvens, at medarbejderen søger andet job, ofte ikke i svineproduktionen, og en værdifuld arbejdskraft kan være tabt.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle