I maj tvinges alle med på PRRS-vognen

Ny PRRS-bekendtgørelse tvinger de besætninger, som endnu ikke har fået PRRS-status, til at få det. Det nævnte sektordirektør Christian Fink Hansen på Fodringsseminaret, hvor lavere dødelighed hos pattegrise også blev omtalt.

Når den længe ventede PRRS-bekendtgørelse efter planen træder i kraft 15. maj, tvinger det de besætninger, som endnu ikke er gået i gang med at få PRRS-status, til at gøre det.

Det sagde Christian Fink Hansen, sektordirektør hos L&F Gris, da han var indlægsholder på årets Fodringsseminar i Billund, der tiltrak flere end 160 deltagere.

- 16 procent har pt. ikke status. Af de 16 procent er tre procent i proces, fem procent er antageligt tomme, og så har vi en rest på otte procent, som endnu ikke er i gang med at få status. Det kommer de til at få, fordi der kommer en bekendtgørelse, der tvinger dem her per 15. maj, påpegede Christian Fink Hansen.

Lavere dødelighed på vej

Han kunne i samme ombæring glæde sig over, at totaldødeligheden hos pattegrise har udsigt til en snarlig vending.

Det er en sten i skoen for grisetoppen og et opmærksomhedspunkt hos politikere, at overlevelsen hos pattegrise er gået tilbage i de senere år

Christian Fink Hansen fastslog, at ambitionen fortsat er at være blandt de bedste i Europa på dødeligheden hos staldens mindste grise, og at justering af avlsmålene så småt er ved at gøre en forskel.

- Kigger vi på de duroc-orner, vi har stående på KS-stationer, har de faringer, vi havde i januar i indeværende år i forhold til sidste år, skullet give en forbedret overlevelse hos pattegrise på 0,8 procentpoint. Og de faringer, der kommer nu, skulle give en forbedret overlevelse på 1,1 procentpoint, påpegede han.

Han nævnte, at en stikprøve blandt 100 besætninger, der følges tæt i forhold til overlevelse, viser, at avlsambitionerne slår igennem og endda lidt mere end de udmeldte ambitioner om et procentpoint lavere dødelighed hvert af de kommende fire år.

Foderpriser på vej ned

Fra Sidsel Schlægelberger, specialkonsulent hos Seges Innovation, var der opløftende meldinger inden for råvare- og foderområdet.

Soja og foderhvede forventer hun står foran prisfald.

- Vi forventer faldende sojapriser, når vi kigger længere ind i 2023, sagde hun om soja, der aktuelt er omkring 400 kroner per hkg for realiserede råvarepris i Ø90.

Tilsvarende for foderhvede er prisen omkring 200 kroner per hkg. Her toppede prisen omkring sommeren 2022 og er faldet siden. Her ser hun fortsatte fald i horisonten og forventer derfor også faldende færdigfoderpriser fremadrettet, selv om der er betydelig usikkerheder i markedet, blandt andet med fornyet usikkerhed om forlængelsen af eksportkorridor-aftalen i Sortehavet.

Sidsel Schlægelberger lagde op til et nyt højere prisleje for råvarer og foder, end mange har været vant til i de senere år, men så en bedre økonomi end længe for griseproducenter med forventeligt lavere foderpriser og tilsvarende højere noteringer i den kommende periode.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle