Prognose: Til sommer bliver det bedre at have grise igen

Griseproducenterne kæmper med lave afregningspriser og høje omkostninger, men ifølge Seges vender det hele igen i løbet af 2022.

"Vi står på bunden af en lavkonjunktur netop nu, og tilpasningen af udbud og efterspørgsel er i fuld gang. Så grisesektoren har grund til at være mere optimistisk, når vi kigger nogle måneder frem.

Det fortæller Klaus Kaiser, erhvervsøkonomisk chef på Seges, i en pressemeddelelse i forbindelse med en ny prognose, der har revurderet råvaremarkederne og -priserne.

"I 2022 forventer vi samme forløb for grisepriserne som i 2021, blot med modsat fortegn. Priserne startede højt og endte lavere i 2021. I år starter vi lavt og forventer at slutte højere. Samtidig forventes nogle af de væsentligste omkostningsposter, såsom energi, at falde igen. Til sommer forventes bytteforholdet at have rettet sig til et mere gunstigt niveau", vurderer Klaus Kaiser. 

Fremrykket prognose

Årsagen til de mere positive forventninger til grisepriserne i 2022 er udsigten til et faldende antal slagtninger i EU og andre lande på grund af dårlig økonomi i griseproduktionen. I EU ventes de mest markante fald i Tyskland, Holland og Polen. Samtidig forventes en generel bedring i corona-situationen i løbet af foråret.

På grund af den usædvanlige situation på råvaremarkederne, er offentliggørelsen af prognosen for priserne på grisekød og smågrise samt foder til fremskyndet til i dag, mandag den 14. februar. Oprindelig var offentliggørelsen sat til den 24. februar. De præcise tal kan findes på Farmtalonline.dk.

Bytteforhold i bund

Priserne på grisekød og smågrise er faldet siden sommeren 2021. I samme periode er det generelle omkostningsniveau for landbrugsvirksomheder steget, som det er tilfældet inden for mange andre sektorer i og uden for landbruget. Dermed er griseproducenternes bytteforhold blevet forringet. 

Årsagen til faldet i grisepriserne er en kombination af afrikansk svinepest i flere europæiske lande samt corona-restriktioner, der dæmper efterspørgslen i foodservicesektoren og giver logistiske udfordringer på slagterierne.

"Griseproducenterne kæmper med lave afregningspriser og høje omkostninger. Situationen for de enkelte producenter kan dog være meget forskellig, alt efter om der er tale om slagtegrise- eller smågriseproducenter, om man eksporterer smågrisene, og om man har prissikret nogle af omkostningerne. Det gælder især foder, el, brændstof og gødning, som er de omkostninger, der er steget mest. Generelt set er smågriseproducenter med eksport hårdest ramt", siger Klaus Kaiser.

Det forringede bytteforhold kommer efter en længere periode med høje priser på grisekød og smågrise, hvor indtjeningen i sektoren har været god.

"De gode år har griseproducenterne i udpræget grad anvendt til at nedbringe gæld og konsolidere sig. Mange havde derfor en buffer at tære på ved indgangen til lavkonjunkturen", fortæller Klaus Kaiser.

OBS. artiklen er ændret d. 21. februar kl. 12.23. Tidligere hed rubrikken Prognose: Til sommer bliver det godt at have grise igen. Ordet godt er nu udskiftet med 'bedre' på opfordring af Seges.


 

Emneord Top2

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle