Rådgiver: Griseproduktionen kan se lyset for enden af tunnelen

Griseproducenterne kan komme i en situation med stigende priser på grisekød, fordi produktionen er droslet ned, mener Palle Jakobsen.

Griseproducenternes bytteforhold er voldsomt presset på grund af de meget høje foder- og energipriser. Men samlet set bør griseproducenterne se frem mod 2023 med mere optimistiske øjne. 

For falder råvarepriserne, så bør producenterne også kunne sætte flere grise i produktion.

Det mener markedsanalytiker Palle Jakobsen fra Agrokom, som stod for et indlæggene fra morgenstunden onsdag på grisekongressen i Herning.

Forbrugerne har allerede bremset deres indkøb, og denne tilbageholdenhed kan formentlig sætte sig i råvarepriserne med eksempelvis faldende benzin- og strømpriser.

- Forbrugerne er ramt på indkomsten. Det får forbrugerne til at købe tre koteletter i stedet for fire. På sigt vil forbrugerne så opleve, at priserne ikke stiger. Der giver mulighed for at købe mere kød, men så står vi med en svineproduktion, hvor man laver færre grise, siger Palle Jakobsen til LandbrugsAvisen. 

Han henviser til, at griseproducenterne på grund af blandt andet lave noteringer og råvarepriserne er tilbageholdende med at øge produktionen.

Højere lønninger

Samtidig peger han på den igangværende valgkamp, hvor flere partier går ud med løfter om mere i løn til udvalgte faggrupper. Går det igennem kan det hæve købekraften hos forbrugerne.

- Arbejderne forventer måske at få 10-15 procent mere i løn, og sker det, så stiger købekraften også. Men så står vi med en situation med en neddroslet svineproduktion, siger Palle Jakobsen.

Han har tidligere over for LandbrugsAvisen understreget, at griseproducenterne dermed også kan komme i en situation som mælkeproducenterne tidligere har oplevet, hvor prisen på grisekød stiger, fordi produktionen ikke er øget. 

CO2-afgift bliver en joker

Den store joker er dog ifølge Palle Jakobsen CO2-afgiften, som ikke mindst de røde partier meget gerne ser lagt på landbruget.

For det kan ændre hele billedet. 

- Der er mange måder at sætte den sammen på, og den store hurdle bliver, hvordan man beregner CO2 på. Lægger man CO2-afgiften på udledningen, vil det være en katastrofe for landmændene. Men tager du det, du har i markerne, og kan trække det fra, vil det være godt, siger Palle Jakobsen.

Emneord Grisekongres 2022

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle