Så effektive er de bedste norske grisebesætninger: 35,4 grise pr. årsso

De mest effektive norske grisebesætninger, der anvender dataprogrammet Ingris, er kåret for kalenderåret 2021. Dygtigste soholder præsterede 35,4 grise pr. årsso.

Det norske avlsselskab Norsvin har for nylig offentliggjort en liste med de bedste norske besætninger i 2021 inden for forskellige kategorier.

Data er udtrukket fra it-programmet Ingris, der pt. bliver anvendt af 800 besætninger, som tilsammen har 65 af de norske søer og producerer 24 procent af slagtegrisene. Besætningerne er rangeret ved at give point for eksempelvis dødelighed, fravænnede grise, FE pr. produceret gris mm. 

Grise pr. årsso: To besætninger side om side 

I kategorien flest fravænnede grise pr. årsso ligger to besætninger i top side om side.

Her har Tone og Arne Krog fra Ørje samt Hanne og Olav Vold fra Ottestad nået et resultat på 35,4 beregnet fravænnede smågrise pr. årsso. Lige i hælene på dem kommer Max Slagstad fra Kolvereid med 34,8 beregnet fravænnede smågrise pr. årso, fortæller Norsvin på deres hjemmeside.

I kategorien opdræt af smågrise er vinderen Håkon Friestad fra Orre. Han får grisene ind ved en vægt på i snit 10,7 kg, og de sendes videre til opfedning til slagtegrise ved ca. 33,6 kg. Dette tager ca. 35 dage. Undervejs vokser smågrisene i gennemsnit 655 gram pr. dag og har et foderforbrug på 1,49 FEn pr. kg tilvækst. Dødeligheden er meget lav med 0,1 procent. 

Bedst til opfedning er Roy Stensby fra Stavsjø. Her vokser slagtegrisene 1.232 gram pr. dag, og de har et foderforbrug på 2,30 FEn pr. kg tilvækst. Dødeligheden er på ca. 1,1 procent.

Bedste produktioner i so-ring

I Norge er det almindelig praksis, at der mellem større og mindre griseproduktioner sker en udveksling af drægtige søer via en såkaldt ”purkering” eller på dansk en ”so-ring”.

For mindre griseproduktioner kan det være fordelagtigt, at de ikke skal have søer opstaldet igennem hele drægtigheden, men kan leje højdrægtige søer af større produktioner, og på den måde fokusere på arbejdet i farestalden.

Når pattegrisene er fravænnet, transporteres søerne tilbage til de større produktioner igen, hvor de efterfølgende bliver insemineret.

Produktionerne, som udlejer søerne, fungerer som omdrejningspunktet, eller navet, for soringen, mens produktioner, der lejer søerne beskrives som ”satellit-besætninger". 

For disse produktioner er der også givet point. 

Som bedste nav for en soring tog Nes Purkering, soringen i Skjoldastraumen i Rogaland, førstepladsen. Nes Purkering opnåede i 2021 i snit 32 fravænnede smågrise pr. årsso, og gennemsnittet for et kuld blev 15,6 levendefødte, 1,5 dødfødte og 13,7 fravænnede.

Bedste satellit-besætning i 2021 blev Jurgita og Sandoras Musneckiene fra Vågå. Deres bedrift er satellit i Aura so-ring, og hvert kuld ligger i snit på 14,8 levendefødte, 0,6 dødfødte og 14,4 fravænnede grise.

Norsvin fremhæver, at langt de fleste besætninger har øget deres effektivitet og produktion i forhold til foregående år. 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle