Slagterimedarbejdere afviser kritik af medarbejderinvesteringer

Torsdag den 4. december skal Folketinget 3. behandle loven om medarbejderinvesteringsselskaber.

HK/Privat kalder i et indlæg i Politiken onsdag den 3. december loven, der giver mulighed for oprettelse af medarbejderinvesteringsselskaber, for "En omvendt Robin Hood", der giver virksomhederne mulighed for at tvinge medarbejderne til at acceptere en lønnedgang.

Men forbundsformand i Fødevareforbundet NNF Ole Wehlast deler ikke HK/Privats bekymring:

"Nu fremgår det jo af loven, at et medarbejderinvesteringsselskab kun kan oprettes, såfremt de overenskomstbærende organisationer, både lønmodtager- og arbejdsgiverorganisationer, accepterer oprettelsen. Herefter skal forslaget til hemmelig afstemning blandt de berørte medarbejdere," siger Ole Wehlast i en pressemeddelelse fra NNF.

"Jeg tvivler på, at et medarbejderinvesteringsselskab, der blot har til hensigt at flå lønkronerne op af medarbejdernes kommer, vil gå glat igennem hos først lønmodtagerorganisationen og derefter hos medarbejderne. For mit eget vedkommende agter vi ikke at godkende medarbejderinvesteringsselskaber, hvis ikke vi tror på, at selskabet vil styrke medarbejderne."

Siden erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) fremlagde lovforslaget i oktober, er det blevet mødt med kritik fra flere kanter. Også medlemmer i Fødevareforbundet NNF har udtrykt bekymring for, hvordan medarbejderinvesteringsselskaber kan bruges - eller misbruges af arbejdsgivere:

"Jeg vil sammenligne medarbejderinvesteringsselskaber med en kniv. En kniv kan bruges til gode formål, og den kan bruges til dårlige formål. Det er ikke kniven, der er det afgørende, men derimod, hvordan den bliver brugt. På samme måde kan medarbejderinvesteringsselskaber bruges til at sikre vækst og beskæftigelse, og det kan misbruges til at gennemtvinge lønnedgang. Det er vores opgave som faglig organisation og overenskomstbærende part, at sikre, at det sidste ikke kommer til at ske," forklarer Ole Wehlast.

200 arbejdspladser sikret

Ifølge lovforslaget skal loven gælde i tre år, hvorefter den skal revideres. Det er endnu uvist, hvor mange virksomheder, der vil gøre brug af den nye lov, men det ligger allerede nu fast, at hvis loven bliver vedtaget, så er de første 200 arbejdspladser sikret:

"Aftalen på Danish Crowns slagteri i Rønne er jo helt afhængig af denne lov. Hvis ikke den bliver vedtaget, så bortfalder aftalen, og de knap 200 bornholmske slagteriarbejdere vil stå uden job. Derfor håber jeg stærkt, at politikerne vil stemme loven igennem," siger Ole Wehlast.

Han kender på nuværende tidspunkt ikke til andre virksomheder, der har planer om at oprette medarbejderinvesteringsselskaber.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle