Tjek de nyfravænnede grise for tidlig pcv2-smitte

De senere år har vi i flere besætninger set høje værdier af pcv2 i vækstgrisene til trods for vaccination omkring fravænning med gode pcv2-vacciner, lyder meldingen fra Porcus-dyrlæge.

Af Anne Priebe, dyrlæge, Porcus

De første pattegrisevacciner mod Porcint Circovirus type 2 (PCV2) kom til Danmark i 2002, efter man oplevede meget høj dødelighed blandt vækstgrisene som følge af sygdommen PMWS, som virusset forårsagede dengang.

Ca. 75 procent af landets grise vaccineres nu mod PCV2, og sygdommen virker til at være knap så alvorlig, som da den kom til landet. 

PCV2 nedsætter dog grisenes immunforsvar og baner vejen for andre infektioner. Det er et virus, der bør huskes at undersøges for, når der fx høres hoste, ses øresår, mavesår samt mere uspecifikke kliniske tegn så som magre grise, der falder fra.

Yderligere kan PCV2 være subklinisk tilstede og nedsætte produktiviteten i en besætning. 

Høje PCV2-værdier trods vaccination

De senere år har vi i flere besætninger set høje værdier af PCV2 i vækstgrisene til trods for vaccination omkring fravænning med gode PCV2-vacciner.

Dette kan monitoreres ved at tage en blodprøveprofil af 30 kg´s grise og af grise i slagtesvineperioden. Hvis der findes PCV2, er det tegn på, at vaccinerne ikke dækker tilstrækkeligt, og årsagen hertil bør findes.

Alt omkring vaccinationstidspunkt, dosis, håndtering af vacciner mv.  bør gennemgåes for at udelukke en eventuel fejl her. 

Hvis alt omkring vaccinationsprocedurer kan udelukkes, er det yderligere meget vigtigt at få undersøgt de nyfravænnede grise for tidlig PCV2-udskillelse via enten reb- eller næstesvaberprøver.

Hvis dette er tilfældet, vil grisevaccinationerne ikke være tilstrækkelig dækkende igennem vækstperioden til trods for at alle procedurer er korrekt udført, idet virusbelastningen på vaccinationstidspunktet er for høj, hvorved PCV2-vaccinen derved ikke kan slå tilstrækkeligt an. 

Ligeledes er det vigtigt, at poltene, foruden vaccination ved fravænning, basisvaccineres to gange inden løbning mod PCV2, så de er tilstrækkeligt dækket inden første løbning og faring. Som mange andre infektioner er det ofte de unge, nyindkøbte dyr, der er store smittespredere, så det betaler sig, at disse er godt immuniseret. 

PCV2 i et sohold kan være subklinisk tilstede, men det kan også vise sig ved reproduktionsproblemer så som flere omløbere, lavere faringsprocent, mummificerede- og dødfødte grise. 

Vaccination

Efter fund af tidlig PCV2-smitte anbefales det at vaccinere hele soholdet, enten som blitz-vaccination to gange eller vaccination af søer seks og tre uger før faring i fem måneder for at få sænket smitteudskillelsen i besætningen og få ro på smittespredningen af PCV2 i farestalden.

Nogle kører fremadrettet med et rullende program, hvor søerne vaccineres tre uger før faring for at give en stor dækning via råmælken til pattegrisene. 

Tal derfor med din dyrlæge om at få tjekket dine vækstgrise inklusiv de nyfravænnede grise for PCV2, hvis mistanken på tidlig udskillelse er i din besætning. 

Og husk nu de kære polte: Det betaler sig, at de er tilstrækkeligt immuniseret, så smittepresset med PCV2 holdes nede i din besætning.     

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle