Troels Lund Poulsen, erhvervs- og vækstminister, er dybt forarget over, at SFs folketingsmedlem og landdistriktsordfører Karsten Hønge i går på TV sammenlignede danske landmænds ønsker om miljølempelser med stiknarkomaners jagt på næste fix.
»Jeg går ud fra, at SFs formand Pia Olsen Dyhr tager fuldt og helt afstand fra de absurde og ekstremt nedladende udtryk, som Karsten Hønge brugte om et helt erhverv. Det er for groft, når man tænker på, hvor vigtigt landbruget er - og ikke mindst, at man står i direkte TV og bringer så absurde påstande,« siger Troels Lund Poulsen.
Bør sættes på plads
»Jeg forventer, at Pia Olsen Dyhr sætter ham på plads og klart melder ud, at Karsten Hønges ordvalg ikke er dækkende for SFs holdning, siger ministeren.
Må Karsten Hønge ikke ytre sig frit i en politisk debat?
»Han må selvfølgelig ytre sig, som han vil. Jeg er ikke meningspoliti. Men vi har da brug for at vide, om det er SF’s mening eller Karsten Hønges egen,« siger Troels Lund Poulsen.
»SF har tidligere sagt, at landbruget er et vigtigt erhverv, og partiet har med daværende vækst- og erhvervsminster Ole Sohn i spidsen været med i indsatsen for at skabe vækst og udvikling i landbruget. Hvis den kurs er ændret, er det da værd at få frem i lyset,« siger Troels Lund Poulsen.
»Det gør det ikke bedre, at Karsten Hønge er landdistriktsordfører for SF. Jeg synes, SF bør diskutere med sig selv, om man ikke længere er interesseret i vækst og udvikling i landdistrikterne, hvor landbruget er en helt afgørende faktor,« siger Troels Lund Poulsen.
Kommentarer