Griseformænd: Det har aldrig været værre

Særligt foderpriserne gør ondt på slagtegriseproducenterne, siger griseformændene Jeppe Bloch Nielsen og Erik Larsen, Ingen af dem har tidligere oplevet så dårlige vilkår, som sektoren står over for i øjeblikket.

De senste ugers noteringsfald på samlet 50 øre har ifølge Danske Svineproducenters formand Jeppe Bloch Nielsen fjernet en stor del af troen på slagtegriseproduktionen.

"Jeg har været med siden 2003, og vi taber flere penge nu pr. slagtegris, end da det var værst i 2007-2008. De to sidste ugers noteringsfald på 50 øre har dræbt gejsten og troen og været skelsættende. Det er det, jeg hører fra andre producenter, for nu ser det svært ud", opsummerer griseformanden den aktuelle krise i grisesektoren.

Opfattelsen deles af Erik Larsen, formand for Landbrug & Fødevarer Gris, der har været aktiv griseproducent siden 1984. Fra gården på Sjælland mindes han 1982 som særlig slem med mund- og klovsyge og en notering, der bankede ned i seks kr. i en kort periode. Samtidig var kornpriserne relativt høje.

"Men forholdene kan ikke sammenlignes. Vi oplever lige nu en katastrofal tornado med lav notering og foderpriser, der siger spar to. Det er et slag på begge kinder", siger Erik Larsen, der især hæfter sig ved, at priserne på grise og korn har svinget ufatteligt meget i de seneste to år.

"Udsvingene stiller fantastisk store krav til likviditeten. For den enkelte producent handler det om at spare på alle unødvendige omkostninger og holde produktionen i top. De bedrifter, der er fornuftige forretninger, håber jeg, bankerne fortsætter med at støtte op om", siger han.

De høje foderpriser optager også Jeppe Bloch Nielsen, der selv har været ude i markedet og betalt 260 kr. pr. 100 kg grisefoder. En betydelig merpris i forhold til tidligere foderindkøb.

"Vi kan ikke gøre et hak ved situationen. Grundlæggende nytter det ikke noget at grave os ned som branche, men det er en katastrofe i øjeblikket. Det er særligt foderprisen, der gør ondt, og den betyder meget mere end noteringen. Med en lav notering og ekstra høje foderpriser bliver vi dobbelt ramt. Heldigvis var 2019-2020 gode år, og for mig betyder det, at jeg kan sove godt om natten", siger Jeppe Bloch Nielsen, der er spændt på, hvordan bankerne reagerer på sektorens nuværende krise.

"Foreløbigt har vi ikke set mange konkurser, men det er undgåeligt, at de kommer", vurderer han.

Jeppe Bloch Nielsen håber ikke, at EU vælger at gå videre med tankerne om støtte til sektoren. Det kan skade mere end gavne.

"Vi vil have license to produce, og derfor skal vi ikke have støttekroner. Når det er mest mørkt, kommer lyset igen. Jeg håber på, at foderpriserne viger lidt, og at noteringen kommer i forårsstemning. På den korte bane er det ikke færre søer i Tyskland, som der snakkes om, der kommer til at redde os, for den del går for langsomt", siger han.

Erik Larsen tror på, at den høje produktivitet i Danmark og InterPig-tal, der viser, at rentabiliteten hos de danske griseproducenter i 2020 var Europas bedste, kommer branchen til gavn.

"Der er helt sikkert andre lande, der har det værre end os. Jeg er sikker på, at reduktionen i produktionen kommer, og den kommer til at ske hurtigere i Tyskland, Polen og Holland end i Danmark", siger han.

Faktaboks

Jeppe Blochs største frygt er i Spanien

  • En ting kan give Jeppe Bloch Nielsen ondt i maven, og det har ikke med foderpriser og noteringer at gøre.
  • Med det nylige udbrud af ASF i Italien er hans frygt, at der på et tidspunkt også sker udbrud af sygdommen i Spanien.
  • Et udbrud i EUs største grisenation vil vælte det europæiske grisekødsmarked, fordi spanierne har en kæmpestor eksport af grisekød ud af EU, som vil blive spærret ved et ASF-udbrud.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle