Sådan kan du hente et hurtigt slæt græs før majsen sås

Er græsbeholdningerne slunkne kan man overveje et slæt græs på marker, før de lægges om. Rådgiver har dog enkelte forbehold.

Hvis græssets spirende vækst ikke bankes tilbage af en længevarende kuldeperiode kan mælkeproducenterne se frem til et tidligt første slæt græs.

Det er godt nyt for dem, som har små grovfoderbeholdninger efter det tørkeplagede vækstår i 2018.

Er der på bedriften græsmarker, som er påtænkt omlægning til majs, kan man overveje at høste et tidligt første slæt græs, før majsen etableres.

Hvis man vil vælge den fremgangsmåde, bør man i følge planterådgiver Thomas Harbo, Sagro, skynde sig ud med handelsgødningen. Gerne en NS-gødning med en dosering på 80-100 kg N pr. hektar. Gylle bør kun udbringes de allernærmeste dage, påpeger han i et nyhedsbrev.

Ved indgangen til maj kan man således være heldig at hente 1.500-2.500 foderenheder pr. hektar.

 

Stjæler fra majsen

Thomas Harbo har dog også enkelte forbehold overfor metoden, som bør tages til efterretning.

Han peger bl.a. på, at en senere såning af majs let kan medføre et udbyttetab på niveau med det man måtte hente i et tidligt slæt græs.

Man vil også få ekstra omkostninger til slæt, og enhedsprisen pr. foderenhed bliver høj, da udbyttet næppe når over 2.000 FEN pr. hektar.

Endelig peger Sagros rådgiver på, at græsset kan tømme jordens beholdning af vand, og det kan blive katastrofalt for majsen, hvis vækståret bliver tørt.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.