Landbrugsskolen Sjælland og Gefion dyrker talenter til landbruget

Unge landbrugsstuderende får viden fra konsulenter.

Landbrugsskolen Sjælland har indgået aftale med Gefion om et nyt samarbejde omkring 2. hovedforløb og virksomhedslederuddannelse, for at dyrke og udvikle nye talenter til landbrugserhvervet.

I praksis betyder samarbejdet at hver enkelt fagklasse i kvæg, svin og planter får tilknyttet en fast fagkonsulent fra Gefion.

Konsulenten deltager i forskellige undervisningsforløb, og de enkelte elever vil kunne kontakte og bruge konsulenten fra Gefion som sparringspartner under hele deres skoleophold.
 
”Til daglig arbejder vi i Gefion sammen med vores kunder på at optimere, effektivisere og udvikle de enkelte landbrugsvirksomheder. Det samarbejde, vi har med vores kunder, vil vi gerne overføre til landbrugsuddannelsen. Vi vil gerne vise de unge landbrugsstuderende, hvad det er vi kan i rådgivningen rent fagligt. Samtidig vil vi gerne have, at de unge bliver fortrolige med at bruge rådgivningen og lærer at få størst muligt udbytte ud af rådgivningssamarbejdet,” udtaler Peter Jørgensen, udviklingschef i Gefion, i en pressemeddelelse.
 

Gøres klar til virkeligheden

Forstander Karl-Åge Hornshøj Poulsen ser frem til den nye samarbejdsform med Gefion:
 
”For os er det vigtigt, at vores undervisning gør de studerende klar til den virkelighed, de skal ud at arbejde i efter deres uddannelse. Virkeligheden er jo den, at rådgivningen oftest er tæt tilknyttet den enkelte landbrugsvirksomhed, og derfor ser vi denne samarbejdsform, som en rigtig god måde at udvikle vores landbrugstalenter på. Vi tør godt være ambitiøse på vores studerendes vegne”.
 
Landbrugsskolen Sjælland har gennem længere tid haft et formaliseret samarbejde med Gefion, hvor fagrådgiverne fra Gefion har deltaget i undervisningsforløb på lederuddannelsen. Begge parter har været meget tilfredse med samarbejdet.
 
”Via samarbejdet får Landbrugsskolen Sjælland mulighed for at variere undervisningstilbuddet til de landbrugsstuderende, og samtidig har Gefion nogle specialister inden for forskellige fagområder, som vi kan trække på. Omvendt får Gefion kontakt til en masse unge og dygtige landbrugsstuderende, som forhåbentlig på et tidspunkt er nogle af dem, der skal være selvstændige og drive landbrugsvirksomhed”, afslutter Karl-Åge Hornshøj Poulsen.

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle