Landbrugsstyrelsen skal ud i fyringsrunde: Op mod 100 årsværk skal væk

På baggrund af ændrede opgaver og faldende bevillinger til EU's landbrugsreform, står Landbrugsstyrelsen nu over for en afskedigelsesrunde på op mod 100 årsværk.

Der er besparelser på vej i Landbrugsstyrelsen.

Og det betyder, at antallet af årsværk skal reduceres med op mod 100 i en kommende afskedigelsesrunde i efteråret. Det oplyser Landbrugsstyrelsen i en pressemeddelelse. Det præcise antal vil afhænge af, hvor mange der vælger en frivillige fratrædelse.

Der er i dag cirka 1.370 ansatte i Landbrugsstyrelsen.

Besparelserne skyldes, at Landbrugsstyrelsen har haft til opgave at implementere den nye landbrugsreform fra EU, der trådte i kraft i januar 2023. De ekstra-bevillinger, Landbrugsstyrelsen har modtaget i forbindelse med den nye reform, reduceres næste år, da den store opgave med at udvikle nye regler og ordninger er ved at være afsluttet.

- Vi er desværre nødt til at afskedige medarbejdere, og det vil kunne mærkes i organisationen. Derfor vil vi i den kommende tid have et stort fokus på at få organisationen og opgaveløsningen tilbage i god gænge så hurtigt som muligt, siger direktør i Landbrugsstyrelsen, Lars Gregersen.

Han oplyser, at der udestår fortsat et stort og vigtigt arbejde med at implementere reformens indsatser. Det gælder blandt andet sagsbehandling og kontrol af de mange ansøgninger på de nye ordninger.

Landbrugsstyrelsens bevilling falder med cirka 65 millioner kroner fra 2023 til 2024 blandt andet som følge af de reducerede ekstra-bevillinger til implementering af den nye landbrugsreform. I tillæg oplyser Landbrugsstyrelsen, at man også har en "strukturel merudgift" til it, som også medfører behov for tilpasning.

- Vi har stadig fokus på de vigtige opgaver, som ligger foran os. Her skal vi sikre, at ambitionerne fra landbrugsreformen omsættes til virkelighed og i tillæg hertil levere på de øvrige forventninger, der er til Landbrugsstyrelsen, siger Lars Gregersen.

De bebudede fyringer i Landbrugsstyrelsen kommer et år efter, at den tidligere fødevareminister Rasmus Prehn (S) meldte ud, at Landbrugsstyrelsen er underbemandet.

- Der er ikke folk nok til at løse de opgaver, der er. Vi sætter dem hele tiden til nye opgaver, og de stresser rundt, og de kan ikke nå det, lød det fra den daværende fødevareminister til et debatmøde på Fyn om styrelsen, der de senere år altså har oplevet og oplever faldende bevillinger fra staten, og som har været ramt af flere sager, hvor der har været kritik fra Rigsrevisionen.

Varsling af afskedigelserne vil ske torsdag den 28. september. 

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle