Øresår hos smågrise kan være et mysterium

Øresår hos smågrisene er et velkendt problem i mange svinebesætninger, hvor sårene ofte viser sig i ørets nederste rand og på spidsen. 

Ifølge Fødevarestyrelsens vejledning til velfærdskontrol i svinebesætninger, rammer øresår hovedsageligt yngre grise to-tre uger efter fravænning, hvor forekomsten er stigende indtil seks-otte uger efter fravænning. 

Derefter vil sårene hele op i slagtesvinsstalden. 

Seges Svineproduktion uddyber, at sårene oftest er dækket af en tør eller fedtet sårskorpe, men i alvorlige tilfælde kan dele af øret helt forsvinde. 

Er sårene samtidig blodige tyder det på, at de andre grise bider i sårene, og i så fald er det vigtigt at få isoleret grisene, så sårene ikke forværres. 

Flere teorier om årsagen

I Fødevarestyrelsens vejledning står der ydermere, at årsagen til øresår ikke kendes med sikkerhed. 

Bakterier nævnes som én af årsagerne, og her er det primært Staphylococcus hyicus, der tænkes på. 

Staphylococcus hyicus er den samme bakterie, som giver grisene sodeksem. 

Selvom Staphylococcus hyicus kan identificeres gennem en laboratorieundersøgelse, så er det ikke ensbetydende med, at bakterien er den primære årsag, da bakterien også eksisterer normalt på grisenes hudlag uden at forårsage skader. 

En anden årsag er beskadigelse af huden ved ørerne pga. slagsmål, hvor der efterfølgende går infektion i huden. 

Derudover nævner vejledningen, at bid og sutten fra andre grise i samme sti kan give øresår, ligesom ved fx halebid, og at svampetoksiner også kan være en udløsende faktor. 

Forebyggende tiltag

Uden at kende årsagen kan det være svært at forebygge lidelsen, men hos dyrlægepraksissen LVK er det basale forhold som foder, vand, plads og klima der er i fokus. 

Er der mangler eller fejl i disse basale forhold kan det give anledning til øget stressniveau og aggression, der påvirker grisen negativt i forhold til slagsmål, rifter og immunforsvarets funktion.

Derfor anbefaler svinedyrlægerne i LVK, at de basale forhold altid tjekkes som det første ved udbrud af øresår. 

Er vandet rent og altid tilgængeligt? Bliver vandrørene renset rutinemæssigtr? Er der uro omkring fodring? Ædepladser nok? Er foderet optimeret? Er forholdet mellem fosfor og fytase det rigtige?

Yderligere kan landmanden og medarbejderne spørge sig selv om belægningsgraden er for høj og hvorvidt varme og luftfugtigheden er optimal. Stafylokokker, som Staphylococcus hyicus, trives nemlig i høj fugtighed. 

Erfaringer fra 11 besætningeR

Seges Svineproduktion publicerede i 2007 resultaterne fra et studie, hvor 11 besætninger med øresår-problemer blev besøgt og interviewet. 

Forekomsten af øresår varierede på stiniveau i nogle af besætningerne, hvilket tyder på at der kan være forhold i den enkelte sti, der udløser lidelsen. 

Besætningsejernes egne årsagsforklaringer til problemet varierede i høj grad, hvilket understøtter hvor problematisk det kan være at finde årsagen bag et udbrud. 

Studiets resultater indikerer dog, at øresårene ikke skyldtes stald- eller fodringsmæssige forhold. 

Erfaringerne fra de 11 besætninger fortæller ydermere, at følgetilstande fra øresår ofte er utrivelighed, nedsat tilvækst og ledbetændelse. 

Følgetilstandene kommer af, at dybere sår kan give bakterier adgang til blodbanen, hvorefter bakterierne kan sprede sig til andre steder i kroppen.

Det betyder også, at øresår ikke er en lidelse, der skal ignoreres, da det har økonomiske og velfærdsmæssige konsekvenser.

I den forbindelse er det yderligere relevant at tænke på konsekvenserne i forhold til transportegnethed. I en vejledning fra LVK beskrives smågrise som ikke-transportegnede, hvis øresåret ikke er helet op, sårene bløder eller øret er varmt, hævet op og rødt. 

I studiets publikation beskrives øresår også som en lidelse, hvor der ikke er lavet overbevisende undersøgelser om den mest sandsynlige årsag. 

Derudover er der heller ikke lavet større undersøgelser omkring de mest effektive forebyggelsesmetoder af øresår. 

Flere uddybende informationer fra studiet kan læses her.