Morgenposten: Ikke bare stor, men outstanding pris til danske landbrugsmaskiner

At Samson og GreenTec vinder nyhedspriser ved Agritechnica er ikke bare stort. Det er outstanding. Historisk set har der været få danske medaljer.

God mandag morgen.

På en morgen, hvor man skutter sig lidt i mørket, så kan man sidde og glæde sig til, at arbejdet i den grad bliver indendørs om få dage. På lørdag valfarter jeg – og en masse andre – til Hannover og årets Agritechnica-messe. 

Hos Samson og GreenTec er der ekstra grund til at glæde sig til turen sydpå i de her dage - og være blandt de knap 60 danskere udstillere på messen.

Det har begge vundet sølvmedaljer. Og hvor flot er det så?

I en historisk kontekst er det outstanding flot! Det er mange år siden, at det er sket for danske virksomheder – og før det har der ikke været et overvældende antal danske opfindelser, som har opnået anerkendelsen.

Det vender jeg tilbage til her i maskinernes faste nyhedsoverblik mandag morgen via en statistik, som jeg har fået organisationen bag, tyske DLG, til at trække for mig.  

Først skal vi lige runde en anden flot præstation.

Fredag og lørdag blev der konkurreret til den store guldmedalje blandt landets dygtigste lærlinge i at skrue og fikse traktorer og landbrugsmaskiner. 

Ingen var så dygtig som Daniel Højbjerg fra Johannes Mertz, der sent lørdag eftermiddag fik overrakt trofæet som årets vinder af DBL 2019. Sejren bliver ikke mindre fornem af, at Daniel modsat mange i branchen ikke er vokset op med maskinerne.

Læs om sejren her: 20-årige Daniel er Danmarks bedste lærling

Og læs portrættet og Daniel her: Kan blive Danmarks bedste: Men voksede op uden traktor

Dansk maskinhandels nye powerwoman

En som sikkert også har nydt weekenden lidt ekstra er Dansk Maskincenters nye adm. direktør.  MF-forhandleren med fire afdelinger i det jyske skal fremover ledes af Charlotte Villum Jensen.

Hun bliver ikke den første – men dog en af få kvindelige ledere i branchen – og så er det også en branche, hvor mange af lederposterne udgøres af ejerne. Derfor bliver det særligt spændende at følge Villum Jensen, der kommer fra en stilling som øverste daglige leder hos Fyns Karosseribyg A/S. Hos Dansk Maskincenter kommer hun til en forretning, der omsatte for 217 mio. kr. i 2018 og havde mere end 70 ansatte. Den nyhed blev også hurtigt ugens mest læste – følg selv med her:

Ny direktør hos stor dansk maskinhandler: Vender tilbage til landbruget

Når hun hopper ind i branchen, så hopper Kramps nordiske logistik-direktør Birgitte Kloster til gengæld ud af maskinbranchen for en stund. Efter 32 år i virksomheden, der tidligere hed Grene, tager hun nu en pause, inden hun vil finde ud af, hvad joblivet så skal bringe.

Læs mere her: Efter 32 år er det lige ved at være slut for Kramp-direktør

Samson og Greentec i historisk bedrift

Og så til historien, som jeg indledte med og hentydede til i dagens overskrift.  

Det er nemlig langt fra hvert år, at danske virksomheder brænder igennem og vinder nyhedsmedaljer på Agritechnica.

Efter 12 ”tørke-år” er der endelig danske medaljer igen. Blandt knap 3.000 udstillere er der kun uddelt en guld og 39 sølvmedaljer i år. Langt hovedparten går til store koncerner som John Deere, CNH, Agco, Amazone, Lemken med mere. I det lys er det også flot, at eks. GreenTec med små 30 ansatte kan blande sig i selskabet.

Årets to danske medaljer føjer sig til en samlet række på 10 tidligere danske udmærkelser, som DLG har oplyst mig om. Den vidner også om, at både Samson og GreenTec’s folk har været der før.

Søren Mejlstrup Jensen (tv.) og Niels Haubjerg fra Samson med den operationelle NMR-sensor mellem sig, der kan måle næringsstoffer i realtid og nu er præmieret af Agritechnica. Du kan læse mere om udviklingsarbejdet i weekendens udgave af Landbrugsavisen.

 

Se listen her her:

2019: Samson og Greentec, sølvmedaljer

2007: Spearhead x 2(nu GreenTec).

2005: Samson Agro

1997: Dronningborg, MF og Amazone fik guld.

Dronningborg og MF fik også en sølvmedalje.

1995: Speadhead, med udmærkelsen beachtenswerte entwicklung

1995: Gemeinschaftsentwicklung von CLAAS Vertrieb, Massey Ferguson, Müller Elektronik, Bögballe/Laursen, Amazonen-Werke & LH Agro, med udmærkelsen beachtenswerte entwicklung

1993: Jensen AS, nyhed

1985: Farmer Tronic, JeMo, nyhed

Som en krølle på halen har jeg også talt nationalitet op på årets nyheder. Det siges ofte, at nyhedspriserne er klar domineret af tyske virksomheder. Ja! Ud af 40 medaljer er halvdelen tyske. Italien med CNH-koncernen som hovedaktør står med seks trofæer næstbedst, USA har fem, mens Danmark og Østrig med hver præmierede nyheder kommer lige efter.   

John Deere store uge

Jeg nåede vist lige at skrive i sidste uges morgenpost, at jeg forventede store nyheder fra John Deere. Få timer senere var de lanceret. Meget var sivet på forhånd, men John Deere har lavet en række store opdateringer på deres 7 og 8R-serie.

Se med her:

Stor lancering fra John Deere: Flere varianter i nye stortraktorer

Næste 7R får ekstrem stærk topmodel

Lemken Nu med selvkørende sprøjte

De grønne var bestemt ikke alene med nyhedsbilledet i sidste uge. Lemken var også ude og gøre reklame for sin stand på Agritechnica med de første detaljer om deres nye selvkørende sprøjte.

Her er Nova: Lemkens første selvkørende sprøjte

Dalbo med nyt navn og tre nye maskiner

En anden dansk deltager ved Agritechnica bliver traditionen tro tromlegiganten Dalbo fra Vejle-området.

Virksomheden stiller med nyt navn, Dalbo i stedet for Dal-bo og en ny designfilosofi. Der er også tre nye maskiner med på læsset, som vi endnu ikke har set sløret løftet for.

Hør mere her: Dalbo i ny stil og med sort jubilæumsudgave

Thyregod i fremdrift

Når Thyregod lander på messen, så bliver det med god selvtillid efter, at de netop har offentliggjort et flot og forbedret resultat. I sidste uge kom det frem, at de kommer ud af seneste regnskabsår med et resultat på 3,56 mio. kroner efter skat - 2,4 mio. mere end forrige regnskabsår.

Se her: Thyregod vækster og viser flot resultat

Hjallerup sælger til TBS

En anden af sidste uges markante branchenyheder blev salget af Skanderborg Maskinforretning. Valtra-forhandleren har hidtil været ejet af ejerne af en anden Valtra og Agco-forhandler, Hjallerup Maskinforretning. De synes i dag, at Valtra-forhandlingen ligger mere naturligt geografisk til en anden Valtra-forretning sydpå, TBS’s datterselskab Valtec, og sælger dermed ejerandelen videre.

Det oplyses, at forretningen kører videre i sit hidtidige set-up.

Se her: Skanderborg Maskinforretning solgt til TBS

Finsk maskinfabrik satser i Danmark

For mange er navnet Multiva næppe et redskab, som de er vokset op med. Den finske maskinfabrik blev startet op i slutningen af 1990’erne på nogle lerede jorder i det sydvestlige Finland. Forrige år fik Jens Møller Christoffersen tjansen med at være Area Manager, som det hedder i det sprog, for de skandinaviske lande. Hør mere i ugens profil interview om, hvorfor karrieren som jordbrugsøkonom tog en lidt anden drejning end sædvanligt mod maskinerne og jordens arbejde.  

Læs mere her:

Ugens profil: Det lyder måske underligt, men det er ekstremt spændende at arbejde med jord

Vi ses i Hannover til Agritechnica fra næste weekend. Forinden kan du glæde sig til CNH’s nye kvartalsregnskab i midten af ugen.

Redaktionschef Christian Juel Jørgensen

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.