Offentlig konflikt nærmer sig - behov for mange flere ledige svinestalde

For to uger siden opfordrede Tican, Danish Crown og L&F Svineproduktion de danske svineproducenter til at oprette ledige staldpladser på Staldbørsen af frygt for mulig konflikt. De første knapt 10.000 stipladser er lagt på, men der vil være behov for mange flere, hvis konflikten bryder ud.

Der vil ikke være mulighed for at komme af med grisene i de danske stalde, hvis den offentlige konflikt bryder ud i lys lue, og derfor er der brug for mange flere ledige stipladser.

Det er konklusionen fra Danish Crown, Tican og L&F, der netop tidligere har opfordret danske svineproducenter til at oprette ledige stalde på Staldbørsen, som andre svineproducenter kan få glæde af i tilfælde af en konflikt.

Det skriver de tre parter i en fælles meddelelse torsdag eftermiddag.

”Jeg håber, at flere vil byde ind med ledige stalde hurtigst muligt, så vi kan hjælpe hinanden, hvis det bliver aktuelt,” siger Christian Fink Hansen, sektordirektør i SEGES Svineproduktion, i meddelelsen med henvisning til, at en række svineproducenter allerede har taget imod opfordringen om at stille tomme stipladser til rådighed.

Der er indtil videre ni ledige stalde på Staldbørsen med i alt 10.000 stipladser, hvoraf den ene halvdel er til smågrise, mens den anden halvdel går til slagtegrise. I en eventuel konflikt vil der dog kunne være plads til flere grise i staldene.

”Jeg ved godt, at mange allerede har overvejelser om ændrede rengørings- og flytteprocedurer samt indretning af lader. Mange vil også lokalt tale med deres naboer om ledige stalde og klare den uden om Staldbørsen. Og det er også helt fint. Det vigtigste er at være forberedt, hvis der udbryder konflikt, men Staldbørsen kan være en hjælp til arbejdet med at udbyde og efterspørge ledige stalde,” siger han.

En konflikt vil i værste fald få betydning for alle danske landmænd med grise.

For slagtegriseproducenter kan en konflikt komme til at betyde, at man ikke kan sende sine grise på slagteri, fordi tilsynsteknikerne på slagterierne kan blive udtaget til strejke.

Ligeledes kan de producenter, som eksporterer smågrise, blive ramt, hvis der ikke bliver udført eksport-kontrol, da grisene dermed ikke må køres ud af landet.

parterne er stadig milevidt fra hinanden

Der er stadig langt mellem forligsparterne i de verserende overenskomstforhandlinger, og en mulig konflikt nærmer sig dag for dag.

Efter det seneste 14-timers forhandlingsmøde udtalte Michael Ziegler, der er forhandler for Kommunernes Landsforening, KL, at han ikke uden videre havde målet i sigte.

"Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal sige. Jeg synes, at det ser tungt ud. Vi er ikke sådan for alvor taget de store skridt frem i dag, og det var ellers noget jeg havde håbet på, at man efter i dag kunne begynde at se nogle konturer på en aftale, men det kan jeg desværre ikke sige", sagde han i går til TV2.

Indtil videre er strejken udsat, men der er stadig risiko for, at forhandlingerne bryder sammen, hvilket vil betyde, at strejken vil indtræde fem dage efter.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle