Repræsentanter for andelsselskaber: De unge er velovervejede om fremtiden

De to repræsentanter for andelsselskaberne, Kenneth Storbank, forretningsudviklingschef for Tican, og Jørgen H. Mikkelsen, formand for Danish Agro, skulle torsdag overbevise de unge kommende landmænd om, at det er vigtigt at være andelshaver. De blev sat på en prøve, men de kom hjem med en masse overvejelser, fordi de unge stillede gode, kritiske spørgsmål.

På andelsdagen for unge produktionslederelever torsdag skulle to repræsentanter for andelsselskaberne overbevise de unge kommende landmænd om, hvorfor det var vigtigt at være andelshaver.

Det var Kenneth Storbank, forretningsudviklingschef for Tican, og Jørgen H. Mikkelsen, formand for Danish Agro, der var sat på opgaven.

Kenneth Storbank fortalte, at indtjeningen var den største udfordring for slagterierne. Han lagde vægt på, at medarbejderne i Tican gør, hvad de kan for at sikre en højere afregning til deres ejere, andelshaverne.

Tican, som lige nu er i gang med at fusionere med Danish Crown, har været tvunget til at investere i forædling. Det giver omkostninger, som tages fra afregningen, men giver en indtjening på sigt.

Fusion af Danish Agro og DLG?

Flere af de unge var bange for, at Danish Agro og DLG også skulle fusionere, men Jørgen H. Mikkelsen beroligede eleverne med, at konkurrencestyrelsen nok ikke ville godkende det.

"Monopol kan være en god ting, hvis der er nogen der skal sælge jeres varer for jer, så er der kun én udbyder, der bestemmer prisen. Når I derimod skal sælge jeres varer selv, så er det godt at kunne gå til flere forskellige," forklarede Jørgen H. Mikkelsen de unge landmænd.

Som vi skrev tidligere, var der en del af de unge deltagere, der havde svært ved at vide, hvad de skulle bruge andelsselskaberne, men de to repræsentanter var alligevel tilfredse med dagen.

Kenneth storbank, Tican: jeg kan bruge det i min dialog med vores nuværende ejer

"Jeg fik en mulighed for at få kontakt og få en dialog med de kommende andelshavere. Jeg synes, jeg fik en mulighed for at formidle, hvorfor vi er her og eksisterer, og få deres input til, hvordan de ser verden med en ung landmands øjne, og hvilke problematikker de ser i andelsselskaberne. Jeg kan bruge det i min dialog med vores nuværende ejer. Mange af spørgsmålene bunder i de samme udfordringer, vi har i det danske landbrug, så jeg kan sagtens bruge det her arrangement til noget. Jeg synes det var velovervejede spørgsmål, og det er positivt, at der er en stor spørgelyst. De var rigtig engagerede."

Jørgen h. mikkelsen, Danish Agro: de unges spørgsmål får os til at tænke

"Jeg nyder de unge mennesker, som er på vej ind i erhvervet. Det, at jeg kommer som repræsentant for en andelsvirksomhed, er vigtigt, for det er alt afgørende at vide, at der er nogen, der vil fortsætte i erhvervet. Det, at de får en forståelse og oplevelse af, hvad det betyder for ens landbrug, at man har en sikker afsætning, vil jeg gerne bidrage med. Så får de en fornemmelse af at kunne fokusere på landbruget, og ikke at jagte forhandlinger om at få afsat sine varer. Mit budskab er at få givet det videre til næste generation, så de får en forståelse for, hvordan det virker. Jeg synes, det var gode intelligente spørgsmål, de unge stillede. De står et sted, hvor de overvejer de her ting. Derfor får de stillet nogle spørgsmål, som også gør, at selvom man har været med i mange år, så får det en til at tænke, om det kan gøres på en andeden måde."

Emneord

andelsselskaber

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle