Tag med på besøg i Danmarks - måske - største slagtesvinestald

Asger Krogsgaard byggede en stor slagtesvinestald i 2012. I 2018 havde stalden vokseværk og fik tilføjet yderligere 4.700 stipladser. Artiklen er publiceret første gang i fagmagasinet SVIN, september 2018.

Da Asger Krogsgaard tilbage i 2012 inviterede til åben stald-arrangement på sin nybyggede slagtesvinestald nordøst for Ringkøbing, var stalden en af landets største slagtesvinestalde.

Op mod sommerferien 2018 har Asger Krogsgaard, der besidder en række topposter i dansk landbrug, tilføjet otte nye sektioner og fyldt op med slagtesvin og dermed foretaget en dobbelt op - så godt og vel - på staldens kapacitet.

De eksisterende 4.400 stipladser er blevet suppleret af yderligere 4.700 stipladser, så der samlet set er 9.300 stipladser og dermed en kapacitet af slagtesvin på årligt 37.000 slagtesvin.

Sådan så slagtesvinestalden ud inden, den blev udvidet. Arkivfoto: Søren Tobberup Hansen.

Går efter full line-produktion

Baggrunden for udvidelsen af Mastrup-gården er ifølge Asger Krogsgaard lige til:

»Vores mål med udvidelsen af Mastrup er, at vi fremover bliver full-line-producent. Hidtil har vi opfedet to tredjedele af vores smågrise selv, mens en tredjedel er blevet solgt. Det ændrer sig nu, hvor vi kan opfede et større andel selv«, siger Asger Krogsgaard, der har to sohold med henholdsvis 1.100 og 600 søer.

Det er nemlig fortsat ikke alle cirka 55.000 smågrise, som Asger Krogsgaard producerer, som han også selv opfeder i egne stalde.

Asger Krogsgaard i en af de nye sektioner, som er bygget til den eksisterende slagtesvinestald. Foto:
Søren Tobberup Hansen.

Storstald ved Ringkøbing bliver dobbelt så stor

»Vi har en nabo til vores største sohold, som er slagtesvineproducent. Han køber årligt 10.000 af vores smågrise, og den ordning fortsætter af hensyn til vores sundhedsstatus i soholdet«, fortæller Asger Krogsgaard, som dermed selv er ude at indkøbe smågrise for at kunne fylde de ialt fire slagtesvinestalde, som han producerer slagtesvin i.

I dag (september 2018, red.) ejer han to af de fire slagtesvinestalde, mens de to andre er lejet.

Samme løsninger som sidst

Udvidelsen af Mastrup er gået, lige som Asger Krogsgaard har ønsket sig det.

Løsningerne i og uden for stalden er identiske med de løsninger, han valgte, da første del af stalden stod klar i 2012. 

»Vores valg af løsninger er identiske med dem, vi valgte tilbage i 2012. Der er tale om traditionelle
stier på 6,3 gange 2,3 meter. Der er fuldspaltet gulv og en tredjedel er drænet gulv. Og inventaret er det samme i de nye stier som i de gamle«, forklarer Asger Krogsgaard.

Dog er hver af de nye sektioner en smule større end de gamle.

Mens der er plads til 560 grise i de gamle sektioner, har de nye sektioner plads til 640 grise.

Tanker var på tegnebrættet i 2012

Udvidelsen af stalden ved Ringkøbing var allerede på ideplanet, da den oprindelige stald stod klar i 2012.

»Staldene har været opbygget, så det var nemt at udvide ved en senere lejlighed. Det samme gælder
placeringen af fodersiloerne, som der er kommet yderligere to af med en kapacitet på 10.000 tønder
i hver silo.

Der er også investeret og installeret yderligere foderanlægskapacitet i form af en ekstra vådfodertank,
ligesom der bliver opgraderet på medarbejderstaben.

»Vi flytter rundt på vores folk i slagtesvinestaldene, så vi skal bruge en halv mand mere her, så vi samlet får fire medarbejdere, der kun er tilknyttet slagtesvineproduktionen «, siger Asger Krogsgaard, der mener, at professionalisering af pasningen af slagtesvin gennem faste folk i slagtesvinestaldene er vejen frem
for at opnå bedre resultater for slagtesvineproducenter.

Samme byggefirma

Genvalg af løsninger har præget Asger Krogsgaards byggeri, det gælder også byggefirmaet, som i både 2012 og 2018 var Kjargaard Byg.

»Samarbejdet med Kjargaard Byg har fungeret rigtig godt. Byggeriet startede i januar 2018 og sluttede ultimo maj. De sidste sektioner blev fyldt medio juli«, fortæller Asger Krogsgaard, der mener, stalden danner grundlag for at have en høj rationalitet ved at have så mange dyr samlet et sted.

Han forventer at opretholde effektiviteten i staldene fremover.

»Vi har en foderudnyttelse på 2,65 til 2,70 FE pr. kg tilvækst og en daglig tilvækst på godt 1.000 gram. Det niveau håber vi på at fortsætte med«, siger han.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle