Soholder knækker koden: Sådan har vi banket pattegrisedødeligheden ned

Af Anne-lene Papp, ansvarlig for fareafdelingen - fortalt til Stig Bundgaard

Siden december 2019 og frem til juni, mens vi har deltaget i PattegriseLiv 2.0,  har vi fået dødeligheden i farestalden hos pattegrisene ned fra et niveau på 16-18 procent til at ligge stabilt på ca. 10-11 procent gennem nogle uger.

De seneste to uger er dødeligheden dog desværre steget igen til henholdsvis 14 procent i den ene uge og cirka 20 procent i en anden uge. Det er lige pludselig kommet, og jeg mener ikke at stigningen hænger sammen ferie og ferieafløsning. Det er bare sådan noget, der opstår en gang imellem.

Vi prøver lige nu at finde ud af præcis, hvorfor dødeligheden er steget. Vi hælder mest til, at det skyldes et akut udbrud af ekstrem dirarré, hvor grisene nærmest er døde fra en ende af.

Tallene går allerede i den rigtige retning igen, og det er jo dejligt, så jeg betragter de sidste par uger som blot et bump på vejen.

For at komme fra de 16-18 procent i dødelighed til de 10-11 procent har vi ændret på en række praksisser i farestalden. De vigtigste af dem vil jeg gennemgå i det følgende.

MÅLER TEMPERATUR EFTER FARING

Vi er nu blevet meget mere opmærksomme på soens temperatur. Det har vi ikke været tidligere, men nu er det noget, der bare skal gøres, efter at vi har snakket om det på staldskolen i PattegriseLiv 2.0.

Vi tager temperaturen på soen første og anden dag efter faringen, hvor stort set alle søer har lidt feber. Har hun fortsat feber, tager vi også temperaturen tredje og fjerde dag, indtil den er nede, hvor den skal være - det vil sige 37,5 til 38,0 grader.

Vi har en grænse for, hvor høj temperaturen må være, og hvornår vi begynder at behandle. 

Når soen har feber og ikke spiser, skal hun bare behandles. Hvis en so ikke spiser generelt, skal hun også  behandles, og vi skal finde ud af hvad der er galt. Typisk kan det være faringsfeber.

Hvis en so ikke spiser, får hun penicillin i form af Borgal/ethacelin. Det sker nok for omkring 15 søer ud af et ugehold på 80. Hver gang vi behandler en so, får hun også smertestillende i form af Metacam. 

Hvis soen lægger sig ned, og ikke rejser sig, fordi hun skal i gang med at fare, er det selvfølgelig fint nok.

Pas på med temperaturen

Soens temperatur siger meget om, hvordan hun har det. Hun kan sagtens spise og virke som om hun fungerer, og så samtidig have en høj temperatur. Hvis hun ikke bliver behandlet, risikerer vi at hun går ned med flaget dagen efter.

Det er selvfølgelig vigtigt, at soen fungerer, som hun skal, for ellers producerer hun ikke nok mælk, og så dør pattegrisene fra en ende af.

Alternativet er, at vi kan blive nødt til lave ammesøer og opsamlingssøer og bytte rundt med pattegrisene. Det giver både masser af arbejde og en højere dødelighed, for flytter du en gris tager den jo ikke på cirka et døgn efter. Så det er bedst at flytte så lidt som muligt.

Når soen fungerer godt, kan vi også til egngæld lægge den med mange flere grise.

Når vi har behandlet en so, bliver det skrevet på sotavlen, som hænger bag ved soen. Så kan alle se, hvad hun er blevet behandlet med og hvorfor, og det gør det nemmere for os selv.

Anne-Lene Papp: Målet ved udgangen af 2020 er sat til 40 grise pr. årsso.

KUVØSE TIL SVAGFØDTE GRISE

Nyt i farestalden er også, at vi er begyndt at bruge kuvøse for ca. fire måneder siden. Tidligere ekspederede vi svagfødte grise ind i en hule med varmelampe og lukkede hulen. Men det gav altså ikke nok varme til grisene.

Vi har selv bygget kuvøsen. Den består af en vogn med hjul på, så vi kan flytte den fra stald til stald. Oven på vognen er sat to plastickasser, så vi får den op i højden. Der er kun grise i øverste kasse, hvor der også er installeret en infrarød varmelampe.

Svagfødte grise kommer op i kassen hurtigst muligt, når vi møder ind om morgenen. Eller det kan være, at der er en so, der ligger og farer, mens der er mandskab i stalden, og kommer der så en lille en, så lægger vi den hurtigt op under varmen i kuvøsen.

Grisene er i kuvøse en time eller halvanden, måske to timer for de svageste, og de får babymælk undervejs.

Har vi et helt lille hold samlet i kuvøsen, kan vi godt finde på også at give dem en gang sukkervand at drikke. Hvis det er helt skidt med en enkelt lille gris, der slet ikke har noget energi, kan vi også godt finde på at give den varme og sukkervand, men det er ikke noget, vi gør ret meget.

Nogle smågrise dør selvfølgelig trods kuvøsebehandling, men det har alligevel reduceret dødeligheden meget.

Når den gode behandling i kuvøsen begynder at virke, og en gris ser ud til at have det godt, kommer den ned til sin mor.

Vores erfaring er, at det er varmen, som er vigtigst at tilføre. Man skal huske på, at grisen bruger energi på at holde varmen og på at vokse. Og kan vi hjælpe den med at holde varmen, har vi hjulpet den med en faktor. 

Når vi har fundet den so, der skal have de mindste grise, går vi ind et par gange ekstra den dag, lukker smågrisene ind i hulen med varmelampe, og giver dem en ekstra gang babymælk. Det gør vi også gerne dagen efter, indtil vi kan se, at nu kører det bare.

Nattevagt er vi ikke begyndt på, og det er heller ikke planen lige nu. Jeg har ikke syntes, det har været  nødvendigt, og jeg har en tanke om, at det kan stresse søerne mere, hvis man går rundt i stalden om natten. De skal have ro til at fare.

Det har haft stor effekt på dødeligheden at lægge de svagfødte grise i kuvøse.

BEDRE GANG I 1. LÆGS SØER

Vores 1. lægs søer har vi fået meget bedre i gang, efter at vi er begyndt at giver dem alle smertestillende i form af Metacam, typisk det første døgn efter faring.

Soen får, hvad der svarer til, at vi andre spiser en hovedpinepille, så det er ikke voldsomt, men det tager toppen af smerterne.

Som førstegangs fødende får soen nemlig ondt i yveret. Hun ligger jo med en masse mælk, og ofte har hun lagt sig oven på yveret, og vil ikke give mælk, fordi det simpelthen gør så ondt.

Derfor får soen noget smertestillende, så hun har nemmere ved at rulle om på siden. Og så lærer hun at forstå, at det faktisk hjælper at komme af med mælken. 

FLERE TIMER I FARESTALDEN

I farestalden har vi øget antallet af mandskabstimer.

Den medarbejder, der går i farestalden, går nu hele arbejdsdagen ved de nyfødte, som hun har ansvaret for den første uge af pattegrisens levetid. Der er 80 søer på et ugehold, så hun har rigeligt at se til. Tidligere var hun lidt med i flere stalde ad gangen.

Det er den samme medarbejder, der har opgaven hver dag. Hun har afløser hver anden i weekenden, og den pågældende afløser er også fast tilknyttet farestalden og kommer og hjælper, hvis der er behov.

Afløseren bliver løbende opdateret på, hvad hun skal være opmærksom på i weekenden. I weekenderne er der ikke så mange faringer, efter vi har flyttet fravænningsdag. Hvis faringerne lå i weekenden, ville afløseren have hysterisk travlt.

Den faste medarbejder i farestalden har mange opgaver, og her bare nogle af dem:

• Hører hun en pattegris skrige, kommer hun til hjælp for at se om den bare slås om en pat, eller den er ved at blive klemt
• Hun kommer grisene i kuvøse og hun giver babymælk
• Hjælper til hvis en so har brug for det ved faring
• Huletræner smågrisene, så de ved at de skal gå op i hjørnet til varmelampen, når soen rejser sig. Det har haft rigtig stor effekt på dødeligheden.
• Sørger for at soen kommer op at spise, når hun er færdig med at fare. Ligger soen ned og er i gang med at fare, lader hun den ligge for ikke at stresse den ved at få den på benene.
• Hvis der kommer foder, og soen rejser sig, skal grisene lukkes ind i hulen, så de hurtigt får noget varme   

Jeg vil også nævne, at vi er blevet meget bedre til at hjælpe den medarbejder, der har farestalden.

Når hun beder om hjælp, skal vi bare hjælpe, for det er jo ligesom i farestalden, vi tjener vores penge. For at vaccinere en so kan man godt vente ti minutter, men når soen står op og grisene skal lukkes ind, er det nu og her.

Vores arbejdssprog er engelsk, så her får jeg lidt efteruddannelse på det sproglige. 

AMMESØER SÆTTES NED I FODER VED SKIFTE

Når vi laver en ammeso, sætter vi soen lidt ned i foder fra hun har grise, der er en uge gamle, til hun får nogle, der er en dag gamle.

Fx sætter vi hende ned i foder fra dag 125 til 120, så hun sætter mælkeydelsen lidt ned og ikke producerer for meget mælk. Ellers ville hun lægge sig på yveret, og grisene kan ikke få mælk, og soen ender med at få en yverbetændelse.

LUKKER BØJLER SAMMEN LIGE FØR FARING

Den sidste ting, jeg vil nævne, er, at vi lukker bøjlerne sammen, når soen skal til at fare.

Så kan hun stadig komme ned at ligge, men altså ikke med et stort, tungt splat. Hun bliver nødt til at lægge sig ned forsigtigt, og dermed kan pattegrisene nå at komme væk.

Når grisene er nogle dage gamle, lukker vi boksen helt op igen, så soen har så meget plads som muligt.

Samtidig huletræner vi grisene de første fem døgn, og lærer dem at de skal gå væk, når soen lægger sig. Det har stor effekt på dødeligheden. Selv en syv kilos gris har nemlig ikke knogler, der kan holde til at en so sætter sig oven på den.