Pres på puljegrise: Skær ned i antal søer og sluk mælkeanlægget
Lige for tiden kan det være dyrt at overproducere, hvis grisen bare bliver sendt på puljemarkedet.

Af Jonas Bøge Breinholt, svinekonsulent, Velas

Prisen faldt med 90 kr. pr. gris. på puljemarkedet samt et fald på 50 øre på noteringen, da der blev fundet svinepest i et dødt vildsvin i Tyskland. Hvordan skal man så reagere og navigere i det?

Med udsigten til lave priser fra nu af og frem til en mere stabil tid, så skal vi sænke fremstillingsprisen. Det er målet for at sikre en overlevelse.

I sidste måned skrev vi om, at man skal reducere i foderpriserne ved at kigge på de ekstra tilsætninger, der har sneget sig ind i foderet: toksinbinder, højere vitaminniveau, dyre proteinkilder. Og tildeling af foder til smågrisene (fordeling af blanding 1,2 og 3) samt hvordan man bruger sit mandskab.

For dyrt at overproducere

Lige for tiden kan det være dyrt at overproducere, hvis grisen bare bliver sendt på puljemarkedet. 

For tiden kommer vi rundt til rigtig mange landmænd, som har fundet plads til 10 procent flere søer i deres anlæg. Det kan give god mening, når der er høje priser på grisen, men de skal også væk igen, når der er lave priser.

Så det kan godt være, i den næste tid, at I skal i gang med at slagte lidt flere af jeres gamle og dårligste søer ud i jeres anlæg, for at nedbringe soantallet i jeres besætning.

Det vil have den positive effekt, at I kan hæve diegivningstiden igen, og derved fravænne ældre grise, som er mere modstandsdygtige og har en højere afgangsvægt fra farestalden.

En højere diegivningstid vil påvirke grise pr. årsso negativt, men kvaliteten ud af farestalden er mere vigtig nu, fordi de grise der kommer til klimastalden, skal vi have hurtigt videre på blanding 2 og 3, for at spare på foderomkostninger.

De ekstra 5-10 procent søer kan være dyre, fordi de ofte giver en lidt højere dødelighed ved søerne og pattegrisene og smågrisene. Sammen med det hæves foderforbruget også en lille smule, hvis der skal være plads til lidt flere søer/grise rundt omkring. Med et presset anlæg stiger udgifterne pr gris.

Spar på mælken

For dem, der har et mælkeanlæg, kan det være, det er tid til at slukke for det eller køre med halv kraft, for at spare på mælken.

Mælk påvirker fremstillingsprisen markant, men det skal være i overensstemmelse med dem, der passer farestalden. Seneste tal fra DB-tjek viser et mælkeforbrug på ca. 8 kr. pr. gris i mælkeanlæg. Men der er besætninger, der ligger helt oppe på 18-20 kr. pr. gris.

Faktaboks

Fald i pris på puljegrise - det kan du gøre

  • Ned i so antallet
  • Op i diegivningstiden
  • Fravænne bedre grise
  • Sluk mælkeanlæg

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle