Tyske forskere på vej med total overvågning af grisestalden

SmartPigHome er et nyt avanceret system til overvågning af grisestalden, som er under udvikling af tyske forskere.

Tidligere har blandt andet Kina meldt ud, at man arbejder meget med kunstig intelligens og overvågning af forskellige parametre i grisestalden. Nu vil Tyskland også med på vognen.

Tyske forskere med Universität Vechta i Niedersachsen i spidsen er nemlig i færd med at udvikle et avanceret sensor- og overvågningssystem til grisestalden, der retter sig mod at optimere dyrenes velfærd.

Systemet har fået navnet SmartPigHome og skal automatisk måle og overvåge parametre som luftkvalitet, temperatur og lysforhold.

Sensorerne suppleres med kameraer og mikrofoner, der skal registrere dyrenes aktivitet, lyde fra dyrene samt deres liggemønstre, fortæller netmediet TopAgrar.

For at komme i mål skal der udvikles og gøres brug af kunstig intelligens.

Merværdien i SmartPigHome er, at systemet reagerer på de mindste ændringer hos dyrene eller i staldmiljøet. Disse ændringer kan ikke nødvendigvis ses med det blotte øje, eller i forbindelse med de ansattes daglige gang hos grisene, og derfor bliver det muligt at øge dyrenes sundhed.

Algoritmen, der anvendes i systemet, samler al data og kan bruges til af landmanden til aktivt at sikre et optimalt staldmiljø og sunde grise.

Den kunstige intelligens reagerer på adfærdsmønstre, herunder fx stimulerende leg, som belønnes med foder.

Det tyske landbrugsministerium har tildelt projektet udviklingsstøtte på 1,6 mio. euro.

jre+sbu

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle