Veganer: Tørken er endnu en grund til plantebaseret omstilling

'Ordet er Frit' skrives af et fast panel. Det skrevne er udtryk for skribentens egen holdning.

Af Thomas Erex, kampagnechef, PlanteVækst

Regnen er endelig kommet til Danmark, men sommeren forventes fortsat at blive knastør. De seneste år har klimaforandringerne ført til, at flere regioner i verden har set både varme og tørre somre. Sidste år oplevede Europa den værste tørke i 500 år, hvilket førte til vandmangel i blandt andet landbrug og energiproduktion.

Klimaforandringerne har skabt nye betingelser for, hvordan vi lever og producerer, og klimaet kalder igen på en bæredygtig løsning. Grøn omstilling af vores fødevareproduktion kan være en del af løsningen, der modvirker eskalering i ekstremt vejr fremover.

Sommeren 2023 kom varmt fra start. Vi har set billeder af amerikanske storbyer på et tapet af orange røg grundet skovbrande i Canada, og i Atlanterhavet er der målt temperaturer, som sprænger skalaen. Klimaforskere gør opmærksom på, at starten af juli aldrig har været varmere. Opvarmningen går hurtigere end nogensinde før, og man regner med mere ekstreme vejrforhold i de kommende år.

Danmark mærker også tørken i år, hvilket har haft negativ effekt på landbruget, især når det kommer til græsning og foder til dyr. Dette medførte i juni en akut politisk tørkeplan med blandt andet mulighed for at kalde force majeure og benytte brakarealer uden om EUs lovgivning og målsætning om hurtigere vandingstilladelser i kommunernes sagsbehandling. Dette sker under en forvent- ning om, at sommeren fortsætter uden tilstrækkelig regn.

Sidste kraftige tørke i Danmark var i 2018, og før den i 2008. Når man dertil lægger klimaforskernes prognose om, at vejret fremadrettet kun bliver mere ekstremt, er det bydende nødvendigt, at vi gør fødevareproduktionen mere modstandsdygtig og modvirker klimaforandringerne.

En af de stærkeste løsninger, som samtidig hjælper med en række yderligere målsætninger, vores samfund har, er omstillingen til en mere plantebaseret fødevareproduktion. Bælgfrugter som bønner og linser, som både de danske og nu også de fælles nordiske kostråd anbefaler, bør fylde meget mere på vores tallerkner. Også i form af mere eller mindre forarbejdede planteproteiner, som kan give en smags-oplevelse i samme dur som den, folk er vant til fra dansk og vestlig madkultur.

Gevinsten i effekti-vitet og modstandsdygtighed er stor, når dyrene tages ud af ligningen. Forbruget af vand til bælgfrugter er langt mindre end til kød. Det samme gælder forbruget af jord, hvilket også har den langsigtede gode effekt, at større arealer vil kunne bruges til natur, der kan opfange CO2 og derved hjælpe med at mindske det ekstreme vejr i fremtiden samt øge biodiversiteten.

Vores fødevareproduktion er således selv med til at sætte rammerne for fremtidens vejrudsigter. Plantebaseret omstilling er win-win, fordi det både lægger beslag på langt færre ressourcer og på sigt kan hjælpe med at stabilisere vejret ved at være langt mindre klimabelastende.

Omstillingen kommer til at ske med mennesker i førersædet eller ud af nødvendighed skabt af klimaet. Hvis vi går proaktivt til værks, kan vi både tage kontrol over omstillingen og hurtigere begynde at drage gavn af de mange fordele, der kommer med et grønnere fødevaresystem.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle