Øko-eksport stiger 13-15 procent årligt

Eksporten af økologiske varer er stadig beskeden, men med tocifrede vækstrater, og der er masser af eksportaktiviteter.

Danmarks Statistik har endnu ikke offentliggjort tallene for økologi-eksporten for 2016, men Landbrug & Fødevarer forventer, at den er steget med 13-15 procent til knap 2,3 mia. kr. Og i 2017 forventer de, at den når op på 2,6 mia. kr. Det siger Kirsten Lund Jensen, økologichef hos Landbrug & Fødevarer, der fortalte om afsætningen på økologisektionens årsmøde i Skjern torsdag.

I lighed med tidligere år eksporterer økologerne mest til nærmarkederne: Tyskland og Sverige. Men Kina er nu blevet det tredje største marked.

»Det er rigtig godt, at vi også får afsat nogle af vores økologiske fødevarer uden for EU-markederne - i Asien og Mellemøsten – i takt med at vores produktion stiger«, siger hun.

Det var også derfor, at Landbrug & Fødevarer tidligere i år havde otte virksomheder med på fødevaremesse i Shanghai – hvor Danmark blev udnævnt til ’Årets land’.

Kina lover godt

L&F arbejder nu på tredje år sammen med Miljø- og Fødevareministeriet og Udenrigsministeriet om at lette markedsadgangen til det kinesiske marked.

»Netop i dag kommer de kinesiske kontrolmyndigheder til Danmark for at kontrollere både virksomheder og økologiske landmænd, hvis der skal eksporteres økologi til Kina«, siger Kirsten Lund Jensen.

L&F arbejder på, at denne kontrol fremover skal kunne udføres af de danske kontrolmyndigheder på vegne af kineserne. Og går det, som L&F håber, kan det blive lettere at eksportere økologiske fødevarer til Kina i slutningen af 2018.

Mange eksportaktiviteter

Landbrug & Fødevarer har også lige afviklet et eksportfremstød på Anugamessen i Tyskland, hvor 10 virksomheder var med på L&F’s økologistand. Og i morgen drager eksportfolk sammen med 12 virksomheder til Hamborg på økologifremstød i foodservicesektoren.

»Hamborg er den seneste af 10 Bio-Stadt byer i Tyskland og med næsten lige så mange indbyggere som i hele Danmark, er det klart et interessant marked for os«, siger Kirsten Lund Jensen.

På samme måde er der også arrangeret eksportfremstød for økologiske virksomheder i Sverige og Frankrig, og næste år tager L&F også hul på det finske marked.

Salg på hjemmemarkedet

Salget på hjemmemarkedet stiger også. Både inden for detail- og foodservicesektoren.

»Vi er fortsat verdensmestre i økologi. Det betyder, at Danmark er det land i Verden, hvor økologisalget udgør mest af det samlede fødevaresalg. Sidste år udgjorde økologisalget 9,6 procent af det samlede salg, og i år kommer vi helt sikkert over 10 procent«, siger Kirsten Lund Jensen.

Alt i alt blev der sidste år solgt økologiske fødevarer for 11,7 mia. kr. Det svarer til godt 2.000 kr. pr. dansker – ung som gammel.

Kirsten Jensen tror, at målet om 3.000 kr. pr. dansker i 2020 kan nås.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle