Bankdirektør: Derfor oftere gældseftergivelse til større landbrug

Den Jyske Sparekasse eftergav gæld hos landmanden Bernhard Mortensen, der dermed ser ud til at få afskrevet gæld på omkring et tocifret millionbeløb. Men det skal andre landmænd med gæld til banken ikke regne med. Der bliver, ifølge bankdirektøren, kun eftergivet gæld til ”en håndfuld”.

Ordførende direktør i Den Jyske Sparekasse, Claus E. Petersen, fortæller, at man ikke skal regne med, der kommer særlig mange flere gældseftergivelser.

”Det bliver nok kun en håndfuld eller to, det er det, jeg kan sige,” fortæller han.

Ifølge Claus E. Petersen er det ikke størrelsen på bedriften, der skal være udslagsgivende, men driften. Men han indrømmer dog, at det oftest er de større landbrug, man kan se mening i at eftergive gæld hos.

”Der, hvor det giver mening, er hos de landmænd, som har gjort noget for at udvikle landbruget. Vi ser på tallene og vurderer, om der er tale om en dygtig landmand. Han skal være effektiv og produktiv, og derfor vil det tit være de større. Jeg må dog understrege, at det ikke kun er størrelsesforholdene, men i allerhøjeste grad driften,” fortæller han.

Uforskyldt

Hvis en gældseftergivelse skal finde sted, skal gælden være uforskyldt.

”Der ligger det i det, at det skal være uforskyldt. Det kan være umådeholdende privatforbrug eller noget ulovligt i virksomhedsdriften. Det er i hvert fald en stopklods for, at jeg overhovedet gider overveje, om det kan være den bedste løsning at eftergive gæld. Vi vil i hvert fald ikke sættes i forbindelse med mennesker, der ikke driver en etisk og ordentlig forretning.”

I mange tilfælde har udefrakommende faktorer spillet ind i gælden. Claus E. Petersen nævner dårlige afsætningspriser og Ruslandskrisen, og nu også forstyrrelser i Kina.

Kritik af rammevilkår

Han får i en bemærkning også sendt en kritik af danske landmænds rammevilkår afsted.

”En kæphest, som i øvrigt er velvalgt og velargumenteret, er rammevilkårene, som dansk landbrug er udsat for. Vi har en svækket konkurrenceevne, og jeg forstår ikke rimelighederne i de vilkår.”

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle