Slagteri opkøbt af gigant: Planlægger fordobling - eller mere

Det lille slagteri Sødam har nu fået en ny majoritetsejer: Fjerkrægiganten Danpo.

Slageriet slagter lige nu 500.000 fjerkræ - både økologisk og friland - om året og har 15-18 ansatte i Skærbæk.

Inden for et år skal slagteriet vokse markant, og det skal den nye medejer være med til at sikre.

"Det er nok i hvert fald en fordobling," siger direktør Michael Orbesen om vækstudsigterne for det næste år.

Lige nu har slagteriet fem til seks leverandører. Slagteriet skal både udvide slagtekapaciteten på stedet og øge råvaregrundlaget. Det kan ske ved, at de eksisterende avlere øger produktionen, men også ved at nye avlere kommer ind som leverandører.

"På længere sigt kan det være op til et par millioner fjerkræ om året, vi slagter. Men vi udvikler os sammen med markedet. Vi vil ikke producere noget, som vi ikke har et marked til at afsætte," fastslår direktøren.

Han har indtil nu været majoritetsejer af virksomheden med 60 procents ejerskab. Den anden ejer har været landmand Hans Johnsen. Begge beholder en lille ejerandel.

"For mit vedkommende, så vil jeg gerne drive virksomheden videre, som jeg har gjort hidtil, og den forbliver liggende, hvor den ligger," siger direktøren.

Han siger, at den nuværende placering i Skærbæk i Sønderjylland gør, at transporten fra avler til slagteri er lille, hvilket er godt af dyrevelfærdshensyn.

Landmand fik ide

Hans Johnsen begyndt at avle fjerkræ i 2004 på gården Sødam. Han havde et pakkeri og opskæring, men fik i 2008-2009 visionen om at starte et slagteri, fordi han gerne ville producere fra jord til bord. Så mødte han Michael Orbesen, der havde erfaring med at drive en grossistvirksomhed med tekstiler. Han mente, at han kunne bruge den erfaring til at starte et slagteri.

"Helt fra starten, så var det fordi jeg ville producere fra jord til bord," forklarer Hans Johnsen.

"Det var jo, at så havde vi hele processen og styrede det hele, ind til Hr. og Fru Danmark. Hvis der skulle komme en klage, så gik den direkte til os. Så havde vi fod på det. Men det har vi stadigvæk," siger landmanden.

Han har det godt med, at Michael Orbesen i samarbejde med Danpo nu løfter virksomheden det næste stykke.

"Det, jeg lavede dengang, var i småtingsafdelingen og nemmere at håndtere. Jeg var en lillebitte producent. Jeg havde slet ikke regnet med, at det skulle blive så stort."

"Vi skal gøre det, vi er bedst til," siger landmanden.

Faktaboks

Sødams slagteri slager i dag godt 500.000 kyllinger i i den sønderjyske by Skærbæk.

Driften havde underskud frem mod 2012 og kørte derfor i en årrække med negativ egenkapital, men de begyndte at skabe overskud i 2013.

Med et fleksibelt set-up slagtes der racer, der vokser op som enten økologisk, frilands- eller velfærdskylling.

De økologiske kyllinger og frilandskyllingerne er anbefalet af Dyrenes Beskyttelse og sælges under Sødam-mærket gennem butikker i Coops kæder samt til kunder på FoodService markedet.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle