2017-prognose: Fem mia. mere i kassen i år

2017 bliver et godt år med fine priser for de to store driftsgrene. Samlet set stiger indkomsten med fem mia. kroner.

Det enorme minus i driftsresultat, som landbruget slæbte sig ud af 2016 med, ser nu ud til at blive vendt til et næsten lige så stort plus i 2017. Priserne på svinekød og mælk er nemlig ved at rette sig efter en lang ørkenvandring. Priserne når i år op på et gennemsnitligt niveau, og med op følger indtjening. Godt hjulpet af forbedret produktivitet og Fødevare- og landbrugspakken, hvor vigtige dele slår fuldt igennem i 2017.

Det forudser en ny Seges-prognose, der spår om en markant stigning i landbrugets indtjening i 2017. Landbrugets samlede driftsresultat efter ejerløn mv. ventes nemlig at stige til 2,2 mia. kr. efter et underskud på 2,8 mia. kr. i 2016. Samlet set er der tale om en stigning på fem mia. kr.

»Det er især mælke- og svineproducenter, som har mulighed for en ganske fornuftig indtjening i 2017,« siger Klaus Kaiser, erhvervsøkonomisk chef på Seges, der forklarer konjunkturvendingen med stærk efterspørgsel fra Kina og andre asiatiske lande samt et fald i landbrugsproduktionen i flere lande.

»Der er dog ekstremt stor spredning i indkomsterne, så den gennemsnitligt pæne indtjening dækker både over bedrifter med underskud og bedrifter med overskud. Derudover oplever de fleste plante- eller minkproducenter fortsat pressede priser og indtjening,« siger Klaus Kaiser

Formand for Landbrug & Fødevarer Martin Merrild glæder sig over de lidt bedre tider i dele af landbruget, men er samtidig alvorligt bekymret over, at der fortsat er mange bedrifter med anstrengt økonomi:

»Landmændene bidrager selv med store forbedringer af effektivitet og produktivitet, men det kræver en indsats fra alle i og omkring erhvervet, før landbruget har en mulighed for at komme helt på benene igen,« siger Martin Merrild.

Kraftig vending

Mælkeproducenternes indkomst bundede i 2016 med et forventet minus på 433.000 kr. efter ejeraflønning. I år ventes Indkomsten at stige til ca. ¾ mio. kr. i 2017 og ca. 360.000 kr. i 2018.

 

Godt for gris

Svineproducenternes indkomst nåede bunden i 2015, og i løbet af 2016 kom svinepriserne op i nærheden af et anslået langsigtet niveau, som nogenlunde ventes at holde i 2017.

Driftsresultat efter ejerløn mv. for en gennemsnitlig svineproducent ventes at stige fra ca. et nul-resultat i 2016 til knap 400.000 kr. i 2017.

Pressede planter

Planteproducenternes indkomst har været nogenlunde stabil i de senere år i niveauet 100-200.000 kr. efter ejerløn. I perioden 2016-2018 forventes dog et mindre dyk til tæt på nul i alle årene. Den positive udbytteeffekt fra Fødevare- og landbrugspakken modvirkes af et prispres fra en let negativ kornbalance.

Faktaboks

Priser: Ned og op igen

  • Russisk importforbud mod fødevarer fra EU, svigtende kinesisk marked for mejeriprodukter, ophævede mælkekvoter og høje priser forud har givet en giftig cocktail af stor produktion og manglende afsætning, der slog mange landmænd i gulvet.
  • Produktionen har nu tilpasset sig de nye prisniveauer ovenikøbet i en grad, så der nu er mangel på råvarer inden for flere produkter. Den nyligt vedtagne Landbrugspakke, forbedret produktivitet og effektivitet hjælper også godt på resultatet.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle