40 års tro tjeneste på maskinstation blev belønnet med sølvmedalje

Den 58-årige Bjarne Nielsen har fået overrakt Landhusholdningsselskabets sølvmedalje for 40 års tjeneste ved Vester Hæsinge Maskinstation.

Fredag d. 18. august fik Bjarne Nielsen, Vester Hæsinge Maskinstation A/S, overrakt Landhusholdningsselskabets sølvmedalje: ”Hæderspris for lang og tro tjeneste”, da Bjarne Nielsen, på trods af en alder på blot 58 år, har været ansat ved maskinstationen i 40 år.

Indstillingen til hædersprisen kom fra Danske Maskinstationer og Entreprenører (DM&E), og fredag d. 18. august blev sølvmedaljen overrakt til maskinfører Bjarne Nielsen, der siden 1977 har været ansat på Vester Hæsinge Maskinstation A/S.

Medaljen blev overrakt af Erik Klint Andersen fra Det Kongelige Danske Landhusholdningsselskab og diplomet af branchedirektør i DM&E, Bent Juul Jørgensen.

Stabil og loyal medarbejder i 40 år

I indstillingen lyder det bl.a., at ”Bjarne aldrig siger nej til at blive en ekstra time eller to for at gøre arbejdet færdigt”, hvilket gennem hans 40 år på Vester Hæsinge har gjort ham til en yderst stabil og loyal medarbejder. Her nævnes også, at Bjarne ”i de gamle dage”, hvor han kørte mejetærsker snildt kunne arbejder 16-20 timer på én dag.

Bjarnes flid og loyalitet viste sig også for et par år siden, da Bjarne Nielsen fik en ny hofte. Men blot tre måneder efter operationen var Bjarne Nielsen tilbage på maskinstationen og klar til at passe sit job igen.

Fra landbrugs- til entreprenørarbejde

I begyndelsen af Bjarne Nielsens tid hos Vester Hæsinge Maskinstation A/S bestod arbejdet primært af landbrugsarbejde for egnens landmænd, mens det i dag er det entreprenørmaskinerne, Bjarne betjener. Arbejdet omhandler dog stadig områdets landbrug med opgaver som etablering og retablering samt vedligeholdelse af markdræn, grøfter, mark- og skovveje og derudover bl.a. jordarbejde ved anlægsopgaver.

Udviklingen i arbejdsopgaver har betydet, at Bjarne har fulgt firmaets udvikling og er gået fra at være en dygtig landbrugsmaskinføre til i dag at være en dygtig entreprenørarbejder, hvilket bl.a. er opnået gennem diverse efteruddannelser, som bl.a. rørlægger.

Overrækkelsen af hædersprisen fandt sted på Vester Hæsinge Maskinstation A/S, hvor en større højtidelighed var sat i stand for at fejre jubilaren.
 

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle