422 mælkebønder får reduktionsstøtte

Alle danske mælkeproducenter, der har søgt reduktionsstøtte i første ansøgningsrunde, har udsigt til at opnå fuldt tilskud.

Alle 52.000 europæiske mælkeproducenter, der har søgt om støtte til at reducere deres mælkeproduktion, har udsigt til at få imødekommet deres ansøgning fuldt ud.

Det gælder også de 422 danske mælkeproducenter, som har søgt om reduktionsstøtte. Det viser en foreløbig opgørelse fra EU-Kommissionen.

På EU-plan er der ifølge opgørelsen søgt om reduktionsstøtte til 1,06 mio. ton mælk. Heraf tegner de danske mælkeproducenter sig for en samlet reduktion på i alt knap 31.000 ton mælk.

Dermed er den økonomiske ramme for kriseordningen på 150 mio. euro ikke blevet sprængt allerede i den første af de tre planlagte ansøgningsrunder.

Stigende priser

I Landbrug & Fødevarer vurderer Peder Philipp, L&F Kvæg, at det er den senere tids prisstigninger, der har givet mindre pres på ordningen end forventet og til dels håbet.

I Danmark har der desuden været mindre incitament til at benytte ordningen end i lande som Tyskland og Frankrig, hvor EU-tilskuddet er blevet toppet op med 100 procent fra national side.

Men alt andet lige glæder Peder Philipp sig over, at de 422 danske mælkeproducenter, der har søgt reduktionsstøtte, ikke vil få reduceret deres tilskud på grund af overansøgning.

»Det er en fin ordning for dem, der ud fra deres eget regnestykke har besluttet sig for at stoppe. Men for de fleste danske mælkeproducenter er ordningen med de sidste par måneders begyndende højere priser ikke videre interessant.«

Lille rest til ny runde

EU-kommissionen har afsat i alt 150 mio. euro til ordningen, hvilket rækker til omkring 1,07 mio. kg. i hele EU.

I og med ordningen ikke er blevet overansøgt, er der 11.407 tons mælk »til rest« for en ny ansøgningsrunde i hele EU.

»Det er lige før man tænker: Så kan det være det samme med en hel ny runde på EU-niveau«, siger chefkonsulent Esben Tranholm Nielsen, Landbrug & Fødevarer.

Faktaboks

Reduktionsstøtte 

  • EU-Kommissionen har for hele EU afsat 150 mio. euro til en mælkereduktionsstøtteordning.
  • Ordningen skal begrænse produktionen af mælk med op til 1,078 mio. ton ved at betale cirka 1 kr. pr. kg reduceret mælk.
  • Man kan få støtte til en reduktion på højst 50 procent af mælkeproduktionen i referenceperioden. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle