AMS billigst op til 300 køer

For rigtig mange besætninger vil der være god økonomi i automatiske malkesystemer.

I Danmark har godt 600 landmænd investeret i AMS. Det er ca. 15 procent af de danske besætninger og 15 procent af alle AMS'er i verden.

En ERFA-gruppe på 16 overvejer at indføre AMS på deres bedrifter, enten ved at modernisere eller bygge nyt. De vil skabe en attraktiv arbejdsplads, så de kan tiltrække kvalificeret arbejdskraft og undgå den fysiske belastning ved ensidigt malkearbejde.

Vi har i samarbejde med et nabocenter og ERFA-gruppen set på totaløkonomien i malkefunktionen i tre typer malkecentre. De samlede omkostninger omfatter el, vand, rengøringsmidler, vedligehold, service og opgradering samt løn til malkeprocessen og afskrivning og forrentning af malkeanlæg og bygningsdel. Der tages udgangspunkt i en scrapværdi på 40 procent af nyværdi på AMS-anlægget og nul på øvrige anlæg.

Ved 280 køer er de samlede omkostninger pr. ko 4.000 kr. med AMS. Til sammenligning er det 4.100 kr. med en 2 x 16-sildebensstald med fast exit og 4.600 kr. i udvendig karrusel med 40 pladser.

Beregningerne viser, at AMS er billigst op til 300 årskøer i forhold til sildeben og op til 380 årskøer i forhold til karrusel.

Følsomhedsberegninger viser desuden, at der er mange penge at hente ved at optimere på robotkapaciteten og omkostningerne.

Ud over økonomien skal man også vurdere på de ændringer, der kan og skal ske i staldens funktioner og design, produktionseffektiviteten, sundheden, dyrevelfærden, de fysiske og psykiske arbejdsforhold, fleksibiliteten, afhængigheden, servicen og backuppen fra leverandøren, management osv.

Man bør også vurdere betydningen for ejendommens salgsværdi og forhold som arbejdskraft, afgræsning og forældelse af teknologi.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle