Agromarkets omdannes til aktieselskab

AgroMarkets bliver efter 14 år som projekt hos Seges et selvstændigt aktieselskab med næsten alle rådgivningsselskaber bag sig.

"Nu gør vi AgroMarkets mere officiel og omdanner det til et aktieselskab med tæt kontakt til ejerkredsen. På den måde får ejerne større engagement til det, der tidligere bare var et koncept.

AgroMarkets’ analytikere leverer jo viden og rådgivning, der er værd at agere efter. Og så har de efter 14 år vist bevist, at der er et behov, så nu styrker vi indsatsen," siger bestyrelsesformand for det nye AgroMarkets A/S, Louise Helmer.

Hun er adm. direktør hos en af de 16 rådgivningsvirksomheder og Seges, der efter 14 år nu er gået sammen for at omdanne AgroMarkets fra forsøg til et officielt selskab. Med 17 aktionærer.

"Det er en spændende udfordring, for det er første gang, at så mange i princippet konkurrerende virksomheder i fællesskab vil skabe fokus på risikoafdækning og råvarehandel. Det er supervigtigt, at vi tør dele denne specialviden med hinanden. Det kan virkelig flytte noget og øge danske landmænds chancer for at overleve og udvikle sig," siger Louise Helmer.

Mere på vej

Næsten alle landbrugets rådgivningsvirksomheder står bag det fremtidige AgroMarkets, og kun enkelte har valgt at takke nej til tilbuddet om medejerskab. Enten fordi de har et konkurrerende produkt. Eller fordi de lige nu ikke har de fornødne kræfter til at øge indsatsen for AgroMarkets, som de 17 ejere har committet sig til at gøre.

Torben Aamand er ansat som direktør i det nye selskab. Han er tidligere AgroMarkets konsulent og virksomhedsrådgiver og har derfor et naturligt kendskab til sine nye arbejdsgivere og ikke mindst til kunderne, landmændene. Hans første opgave bliver sammen med medarbejderne at rulle det nye forretningskoncept ud, som de har arbejdet med det seneste år.

"Og så handler det om, at vi får involveret de lokale rådgivere i at bruge den specialviden, der ligger hos AgroMarkets. Den har den enkelte landmand i høj grad brug for på markeder, hvor priserne går op og ned som aldrig før.

Når vi er så mange, der går sammen, har vi en fantastisk chance for at gøre opmærksom på AgroMarkets som et vigtigt rådgivningsorgan for landbruget," siger Torben Aamand.

Fremover vil danske landmænd opleve, at deres rådgivere bliver mere proaktive mht at involvere AgroMarkets’ specialviden, så landmænd og rådgivere oftere er i kontakt om de markeder, der følges dagligt. De næste par måneder skal de 17 nye ejere desuden besøges, så de kan give deres inputs til det fremtidige AgroMarkets.

Faktaboks

AgroMarkets har ca 2.000 abonnementer og mere end 5.000 landmænd og rådgivere som brugere af analyser og anbefalinger på agromarkets.dk.

Bag AgroMarkets a/s står 16 af Danmarks rådgivningsvirksomheder samt Seges. Selskabets bestyrelse består af fem medlemmer fra rådgivningsvirksomhederne med direktør for Centrovice, Louise Helmer, som formand og direktør for LandboNord, Uffe Bertelsen, som næstformand.

De 17 aktionærer er: Agri Nord, Agrovi, Centrovice, Kolding Herreds Landboforening, Landbo Limfjord, LandboNord, LandboThy, Landbrug & Fødevarer, Landbrugsrådgivning Syd, Landwirtschaftlicher Hauptverein Fyr Nordschleswig (LHN), Lemvigegnens Landboforening, LMO, Odsherreds Landboforening, Patriotisk Selskab, SAGRO, Sønderjysk Landboforening og Vestjysk Landboforening.

Torben Aamand er ny direktør for AgroMarkets a/s. 46-årige Torben Aamand kommer fra en stilling som leder hos Centrovice.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle