Boom i jordfordelinger

Landbrugsstyrelsen vil gøre skeptikere glade for jordfordeling.

På kort tid er tre store jordfordelinger faldet i hak og i de kommende år vil antallet fordobles. Ifølge Lars Grumstrup, chefkonsulent i Landbrugsstyrelsen, var de fra 2010-2016 involveret i 60 jordfordelinger. I alt 7.441 hektar blev købt og solgt og 1.302 ejendomme var involveret. Fra 2017-2021 forventer han, at antallet vil være 100 til 150 nye jordfordelinger af samme størrelse.

Etablering af vådområder er en del af miljøtiltagene i Landbrugspakken. På landsplan skal der 13.000 hektar til for at nå i mål og fjerne ca. 1.200 ton kvælstof årligt fra havmiljøet inden 2021.

Staten har afsat 1,6 mia. kr. til formålet frem mod 2021.

Det er kommunerne, der skal gennemføre projekterne, men de får Landbrugsstyrelsens jordfordelingskontor i Tønder til at stå for arbejdet med at kompensere og tilgodese landmændene.

»Landbrugsstyrelsen har gjort det virkelig godt«, siger svineproducent Michael Lundgaard Nielsen, der er med i jordfordelings- og vådområdeprojektet Tude Ådal, som netop er faldet i hak.

»Deres mand er halvt psykolog og har virkelig formået at få snakket med folk, hørt hvad de ønskede, og fundet løsninger, så jordfordeling er blevet muligt«, siger han.

Ifølge Hans Fink og Palle Graversgaard fra jordfordelingskontoret betaler staten for transaktionsomkostninger, landmåler og tinglysning af jordfordeling i forbindelse med vådområder. Ellers koster det i omegnen af 4.000 kr. pr. hektar ved frivillige jordfordelinger. Landmanden står dog selv for finansieringsomkostninger, hvis jordfordelingen fører til, at han køber mere, end han sælger.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle