Danskere sælger tusindvis af hektar i Rumænien

Dangro Invest skiller sig af med flere tusind hektar i Rumænien og koncentrerer sig om Polen.

Et af de største danske landbrugsselskaber i Østeuropa, Dangro Invest A/S, er godt i gang med at trække sig helt ud af Rumænien.

Sidste år solgte Dangro over 3.800 hektar rumænsk landbrugsjord, og det er planen, at yderligere 1.000 hektar rumænsk jord skal sælges i år.

Fra at have ejet over 8.000 hektar da det toppede i 2010, reduceres det ejede areal i år dermed til omkring 1.800 hektar. Og fra selv at have stået for al dyrkning af jorden i Rumænien varetages det praktiske arbejde nu af selskabet Terra Agri Farming, der ejes 51 procent af en tysk investor og resten af Dangro.

De driftsmæssige aktiviteter er netop solgt til Terra Agri Farming. Salget omfatter alle maskiner, lagre, afgrøder på rod, forpagtningsaftaler og alt personale. Den eneste opgave i Rumænien er nu at afvikle aktiviteterne ved at registrere og sælge den resterende jord.

»Vi har fortsat væsentlige aktiver i Rumænien, som vi roligt arbejder på at kapitalisere på. Vi forsøgte at få en forretning ud af det i Rumænien, men både klimaet, jorden og infrastrukturen er betydeligt svagere i Rumænien end i Polen. Derfor valgte vi allerede i 2011 at fokusere alle vores kræfter i Polen,« siger adm. direktør Paul-Christian Kongsted, Dangro.

Køber og sælger i Polen

Selskabets overordnede strategi er nu at effektivisere planteavlen i Polen. Det sker blandt andet ved at sælge enkelte yderligt beliggende småjorder og i stedet købe god jord tæt på koncernens tre kerneområder, der ligger henholdsvis syd for Stettin, syd for Gdansk og i Masurien øst for Gdansk.

»Vi koncentrerer os om videreudvikling af farmene i de tre geografiske områder i Polen, hvor vi har været til stede siden 1998 og både har god jord, en stærk organisation og en infrastruktur der er god,« siger Paul-Christian Kongsted.

40 mio. kr. på jordforbedring

Han peger blandt andet på, at der primært i Polen de seneste to år er brugt henholdsvis 28 og 17 mio. kr. alene på jordforbedring, og at der ikke længere er brug for samme indsats på det område.

Dangro Invests årsregnskab fra 2013 viser et plus på bundlinjen på 22 mio. kr. skabt på basis af en omsætning på 236 mio. kr. Egenkapitalen er 844 mio. kr. og forrentningen 2,7 procent.

Paul-Christian Kongsted betegner resultatet »ikke tilfredsstillende«, og det er blandt andet dét, at yderligere fokus på Polen skal være med til at rette op på.

»Det utilfredsstillende 2013-resultat var påvirket af flere forhold i Polen og Rumænien. Vi høstede mindre, og på grund af prisudviklingen i markedet solgte vi til lavere priser, end vi havde budgetteret med. Endelig var driften præget af for høje omkostninger. Derfor har vi sat endnu skarpere fokus på aktiviteterne i Polen,« siger Paul-Christian Kongsted.

For at øge overskuddet i Polen arbejder selskabet som nævnt på at samle jorden omkring farmene i de tre områder i det nordlige Polen. Sideløbende arbejdes der på at lægge om til færre, større og stærkere markmaskiner - og dermed færre ansatte. Desuden skal de ansatte have bedre værktøjer som grundlag for at tage de rigtige beslutninger i det daglige arbejde i planteavlen.

Paul-Christian Kongsted forventer, at resultatet kan ses allerede i 2014-regnskabet, men at den fulde effekt først opnås i 2015.

, nøgletal, mio. kr.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle