International evaluering støtter landbrugets kritik af vandplaner

Et panel af udenlandske forskere giver landbruget ret i, at miljømålene for de danske fjorde og kystvande ikke er tilstrækkeligt fagligt begrundet. »Rapporten bekræfter den kritik L&F har rejst,« siger Anders Panum, vandchef i Landbrug & Fødevarer.

En international rapport om det faglige grundlag for miljømålene i de danske vandplaner giver på lange stræk Landbrug & Fødevarer ret i, at der – som påpeget i kronikserien »De Syv Synder« kan rejses stor tvivl om de mål for reduktion af kvælstof, som vandplanerne har fastlagt for de danske fjorde og kystvande,

Det fremgår af en længe ventet international evaluering af kvælstofreduktionskravene i vandplanerne, som LandbrugsAvisen har fået aktindsigt i.

Ikke pålideligt grundlag

I rapporten skriver de udenlandske forskere direkte, at »når alt tages i betragtning, vurderer panelet ikke, at miljømålene i de forskellige vandområder er tilstrækkeligt pålidelige til at kunne anvendes som beslutningsgrundlag og til planlægning af miljøindsatser.«

Det bygger eksperterne på forskellige mulige fejlkilder i de danske myndigheders fastsættelse af miljømålene.

For grov inddeling

Eksperterne mener bl.a., at inddelingen af de danske fjorde og kystvande er for grov, hvilket kan give for høje reduktionskrav nogle steder og for lave mål andre steder.

Derfor bør der fastsættes individuelle miljømål for alle 119 vandområder, lyder anbefalingen.

Netop den grove typologi har været et centralt kritikpunkt fra Landbrug & Fødevarer – og det indgår som én af »De Syv Synder«, at de forskellige fjorde og kystvande skæres over én kam i vandplanerne, selvom de varierer i form, vanddybde, vandkemi og i vandudveksling med de åbne farvande.

Ensidigt N-fokus

De udenlandske forskere giver også landbruget ret i et andet klassisk og centralt kritikpunkt: At de danske miljømyndigheder fokuserer meget ensidigt på kvælstof og derved risikerer at fejlestimere miljømålene og overse fosfors betydning.

Det er et synspunkt de danske landbrugsorganisationer længe har forsøgt at vinde ørenlyd for.

Årstid har betydning

Eksperterne mener desuden, at der ved beregninger af, hvor meget kvælstof der udledes til vandområderne, skal tages hensyn til årstidernes betydning.

Det svarer fuldstændig til de konklusioner, som fremgik af en DHI-rapport om Karrebæk Fjord, som Østlige Øers Landboforeninger og Landbrug & Fødevarer i fællesskab har finansieret og publiceret for nylig.

Også denne pointe indgår som én af de »Syv Synder«.

Tøver med at juble

Selvom rapporten og de internationale eksperter således giver både Landbrug & Fødevarer og Bæredygtigt Landbrug ret på en lang række vigtige punkter, er L&F foreløbig tilbageholdende med at kommentere rapporten, da den endnu ikke er endelig og offentliggjort.

Her er indholdet dog kendt, da rapporten er i høring i 14 dage hos interessenterne i Blåt Fremdriftsforum, hvor Landbrug & Fødevarer er repræsenteret.

»Bekræfter kritik«

»Det tegner til at blive en meget interessant rapport, der bekræfter den kritik, vi i L&F har rejst af det faglige grundlag bag kvælstofreduktionskravene i vandplanerne,« lyder det fra Anders Panum, Vand- og Naturpolitisk chef i Landbrug & Fødevarer.

Han fremhæver overordnet fra rapporten, at de internationale forskere ikke mener, at de beregnede reduktionsbehov for de enkelte danske fjorde og kystvande er tilstrækkeligt pålidelige som grundlag for politiske beslutninger om konkrete krav og indsatser.

»Af respekt for processen med en rapport, som endnu ikke er endelig, vi vil vente med at kommentere yderligere indtil endeligt udkast foreligger,« siger han.

Også mange roser til Danmark

Selvom de internationale eksperter giver landbruget ret på lange stræk, vil der formentlig opstå diskussioner om fortolkningen af rapportens konklusioner, når den bliver offentliggjort.

For eksperterne roser samtidig i høje toner det danske modelgrundlag som noget helt enestående i EU-sammenhæng.

I sammenligning med andre EU-lande har Danmark glimrende databaser, modeller og videnskabelig ekspertise som grundlag for at implementere Vandrammedirektivet, skriver forskerne.

Panelet er desuden begejstrede for at konstatere, at alt dette har sikret Danmark en førerposition på området, og at der åbenhed og gennemsigtighed i relationerne mellem regering, forskere og interessenter.

»Denne åbne udveksling af idéer og holdninger er det perfekte udgangspunkt for yderligere forbedringer i det videnskabelige grundlag for implementeringen af Vandrammedirektivet,« hedder det i rapportens konklusion.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle