Kommuner frygter erstatningskrav: »Det her kan gå ud over børnehaver og skoler«

Varde og Esbjerg kommuner frygter at skulle udbetale store summer i erstatning til landmænd, der ikke får lov til at genoptage driften i Varde Ådal efter Operation Engsnarres ophør.

Det kan blive en dyr fornøjelse for Varde og Esbjerg kommuner, at Miljø- og Fødevareministeriet ikke ønsker at videreføre Operation Engsnarre.

Det vurderer Preben Friis-Hauge (V), formand for Plan og Teknik i Varde Kommune.

Han frygter, at kommunen kan blive tvunget til at udbetale store erstatninger til landmænd, som ønsker at opgive den ekstensive drift i Varde Ådal, når Operation Engsnarre udløber, og MVJ-tilskuddet bortfalder.

»Vi tror, der kan blive tale om store summer af stor betydning for kommunens økonomi,« siger han.

»De penge skal vi tage nogle andre steder, og så kan vi måske ikke bygge skoler, plejehjem og børnehaver!«

Tvunget til afslag

Preben Friis-Hauges bange anelser skyldes, at de landmænd, som i sin tid gik ind i Operation Engsnarre, fik garanti for, at de bagefter kunne vende tilbage til tidligere drift.

Få år senere blev lovgivningen dog ændret, så landmænd, der vil ændre på tilstanden i et Natura 2000-område som Varde Ådal, nu skal have tilladelse i kommunen.

Men her vil man være tvunget til at give afslag, for ellers vil f.eks. Danmarks Naturfredningsforening straks anke til Miljø- og Fødevareklagenævnet og formentlig få medhold.

»Det vil sige, at kommunen reelt er nødt til at sige nej til de ansøgninger. Og så vil de fleste fornuftige landmænd formentlig fremføre et erstatningskrav til den myndighed, der har sagt nej til ændringerne, nemlig kommunen.«

Vil søge erstatning

Landmand Ole Andresen, Billum, kan sagtens se for sig, at han selv ender i en situation, hvor han vil søge erstatning.

»Det er ikke for at være grisk, men jordværdien er jo forringet, og der er ikke noget ved at blive fastholdt i en driftsform, der giver dårligt resultat både for mig og måske også for fuglelivet.«

»Har det skidt«

Flemming Friis-Hauges partifælle i Varde Byråd, Thyge Nielsen, der som tidligere formand for Ribe Amts Landboforeninger var en drivende kraft bag Operation Engsnarre, er ikke stolt af situationen, selvom han fastholder, at projektet har haft stor værdi.

»Jeg har det da skidt med, at landmændene blev taget på det gale ben, hvor de frivilligt er gået ind i en aftale på bestemte betingelser, men hvor lovgivningen er ændret undervejs. Og at kommunerne så skal hænge på regningen, har heller aldrig været hensigten.«

Varde Kommune har ikke opgivet at finde en løsning, der kan holde kommunen skadesløs.

»Vi arbejder videre,« siger Preben Friis-Hauge.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle