Kopenhagen Fur og Tivoli forlænger sponsoraftale

Plesavlerne flytter støtten fra ’Jul i Tivoli’ til Pantomimeteatret.

Kopenhagen Fur og Tivoli forlænger deres nuværende samarbejde. Det betyder, at Kopenhagen Fur bliver officiel sponsor for Pantomimeteatret. Det er Kopenhagen Furs største kulturelle partnerskabsaftale, og den indbringer Tivoli et ukendt men større øremærket beløb til Pantomimeteatret. Aftalen løber til og med 2017.

»Vi er glade for at fortsætte det gode samarbejde, som vi har etableret med Tivoli gennem de seneste tre år, hvor vi har været hovedsponsor for ’Jul i Tivoli’. Vi ønsker nu at støtte et af Tivolis mest kendte og elskede samlingspunkter, Pantomimeteatret, da teatret har en fantastisk evne til at appellere til gæster i alle aldre fra ind- og udland,« siger direktør for public affairs Sander Jacobsen, Kopenhagen Fur.

Tivolis underdirektør for Brand & Kommunikation Tivoli Dorthe Weinkouff Barsøe siger:

»Vi har været meget tilfredse med samarbejdet og hilser forlængelsen af sponsoratet med Kopenhagen Fur velkomment. Det giver os mulighed for fortsat at udvikle Pantomimeteatret,« siger Dorthe Weinkouff Barsøe.

ebo

Fakta om Pantomimeteatret i Tivoli

  • Pantomimen har sine rødder i de over 400 år gamle italienske Commedia dell’arte-farcer fra renæssancen. - Det nuværende Pantomimeteater har eksisteret i Tivoli siden 1874 og er den ældste eksisterende og eneste bygning i Tivoli, der er fredet. Det nuværende teater blev opført af arkitekt, professor J.V. Dahlerup, som også har tegnet Det. Kgl. Teaters Gl. Scene.
  • Intet andet sted i verden finder man et teater magen til Pantomimeteatret. Det samme gælder for teatrets klassiske pantomimeforestillinger. De ældste af dem repræsenterer en ubrudt dansk tradition på mere end 200 år.
  • På teatret opføres i sommersæsonen dagligt pantomime-forestillinger med gennemgående karakterer som Harlekin, Columbine, Kassander og Pjerrot
  • I år opføres næsten 300 forestillinger, hvor man kan opleve danserne fra Tivoli Ballet Teater i såvel pantomimer som klassiske og moderne balletter. På balletrepertoiret i år er klassikeren ’Sylfiden’ og to nye moderne værker, skabt specielt til teatret, samt eventyrballetten ’Svinedrengen’.
  • Tivoli Ballet Teater ledes af Peter Bo Bendixen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle