Landmand: Alle landbrug bør have en facebookside

Svineproducenten bag virksomheden Go-gris, Jonas Würtz Midtgård, vil anbefale alle landmænd at oprette en facebookside.

Svineproducent Jonas Würtz Midtgård oprettede en Facebookside til sin bedrift for tre år siden. De har 2.000 følgere, men nogle af deres opslag når ud til 20.000 brugere på Facebook. 

Alle landmænd bør få en side, lyder opfordringen fra Jonas Midtgård onsdag til plantekongres i Herning. 

"Hvis vi deler hinandens opslag, så kan vi til sammen nå ud i hele Danmark," siger han. 

Hos Go-gris oprettede de deres facebookside for at "ramme" byerne. Siden skal vise livet på bedriften, give et indblik i landbruget og sprede de gode historier, der skal hjælpe erhvervet, men også skabe medejerskab hos medarbejderne. 

Hos Go-gris har de ingen penge brugt på Facebooksiden. Det er især gennem delinger og ved at "tagge" andre, at opslagene på siden når ud til mange. 

Billeder fra hverdagen

Det er simpelt at komme igang på Facebook. Målet med at skabe en positiv fortælling om landbruget kan starte med en selv, mener svineproducenten.

"Start bare stille og roligt med dagligdagsbilleder af familien. Det behøver ikke være debat og politik fra begyndelsen," siger Jonas Würtz.

For eksempel har de på gården fået tage professionelle billeder af familen, og reklameret med "pluk en blomst" og gratis traktorture til børn under høsten.

Gode råd

Head of Social i Landbrug & Fødevarer Tina Mellergaard deltog også i oplægget. Hun opfordrer til, at landmanden sammen med sine medarbejdere udvikler en drejebog for Facebooksiden. 

"Sørg for at den er simpel, højst en A4-side med mål og retningslinjer. Og så sørg for, du ved, hvem der har adgangskoden," siger hun med et smil. 

Drejebogen, anbefaler hun, hænger på opslagstavlen, så alle kan kigge på den på arbejdspladsen, inden de lægger noget på nettet. 

Frygten for shitstorm

Jonas Würtz har oplevet, at der under et af sine opslag blev skrevet meget negative kommentarer. Opslaget er en video, hvor vejen fra faring til slagteri bliver præsenteret.

Han understreger, at landmænd i de situation skal holde den gode tone. 

"Det er vejen frem. Lad dem bare rase ud på nettet. De, der følger med, skal nok kunne gennemskue, hvad der er sandfærdigt og forstå, når noget bliver blæst ud af proportioner," vurderer han. 

Tina Mellergaard bakker ham op. 

"Har man mulighed for at svare tilbage i en rolig og positiv tone, så står man godt. Mange tror, det er en dialog - at man diskuterer med en anden person, men det er en trialog," siger hun. 

Egentlig henvender man sig til dem, der læser med, og ikke kun til den person, der kommenterer ens opslag. Det er hos den tredje part, man kan hente opbakning, forklarer Tina Mellergaard.

Ring til L&F ved shitstorm

Landbrug & Fødevarer har et kriseberedsskab i tilfælde af, en landmand ender i en såkaldt shitstorm, der betyder et hav af negative kommentarer på sin Facebookside. 

"Lige nu består det af mig. I må altid ringe til mig, for løsningen er ofte mere simpel end man tror, når man står midt i det," siger hun.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle