Lav ydelse, simpel drift og overskud hvert år

For et stykke tid siden skulle Mikael Laursen have ny traktor. »Jeg havde en, jeg var forelsket i, den med brede fælge,« griner han. Men der var også den kedelige, der bare kan det, den skal kunne. Min far regnede på det og fortalte, at den dyre ville koste mig fem fri-weekender om året,« griner Mikael. Han købte den billige.

Preben og Mikael Lauridsen driver sammen med Kjartan Poulsen Danmarks største økologiske mælkeproduktion målt på antal køer, og her er der to principper, der går igen: Der bliver ikke foretaget en investering uden, at det kan bevises, at den hurtigt kan betales tilbage, og der skal være plads til livskvalitet. Det sidste udmønter sig blandt andet i fem ugers ferie til alle ejerne.

»Vi prøver at efterligne New Zealand og Irland så meget, man kan under danske forhold. Det er dem, der kan producere mælken billigst. Det er hele vores grundholdning,« gør Preben Lauridsen en anden del af filosofien op.
I øjeblikket ligger nulpunktet på den økologiske mælk, der produceres på gården, på omkring 2,90 kroner pr. liter.

En overgang var nulpunktet lavere. »Nulpunktet varierer efter, hvordan vores økonomi er,« supplerer Mikael.
»Når vi har god økonomi, kører vi bedriften helt op og laver de investeringer, vi synes der er behov for, og reparerer ting. Når prisen på mælk er lav, gør vi det modsatte: Investerer ikke, reparerer kun nødtørftigt og vi kan også finde på at skrue ned for foderets kvalitet,« fortsætter Preben Lauridsen.

Det skete sidst i 2015 og 2014, hvor prisen var ringe, men hvor der alligevel var et likviditetsmæssigt overskud på bedriften. I 2014 var nulpunktet 2,58 kroner, fordi produktionen var rettet ind efter en lav mælkepris.

Lav ydelse, billigt foder

Selvforsyning er et andet af nøgleordene på Sønderhøjgård ved Outrup.
»Vi går efter en selvforsyning af foder på omkring 90 procent - nogle gange er den højere,« forklarer Mikael Lauridsen.

Strategien hænger sammen, fordi ejerne af Sønderhøjgaard ikke går efter en høj ydelse.
»Hvis vi har det højeste restbeløb ved at producere 7.000 kg EKM, er det det, vi gør. I øjeblikket ligger vi på omkring 8.000 kg EKM, og vi kommer aldrig til at lave 10.000 eller 11.000 kg mælk pr. ko. For så afviger vi fra strategien om høj selvforsyning,« fortsætter han.

Der indgår ikke majs i foderblandingen. Til gengæld fodres der hver dag om sommeren med friskt græs på foderbordet. Det er det billigste og det enkleste foder at producere. Desuden indgår afgræsning som en meget vigtig del af foderet i sæsonen.

»Vi kan godt acceptere, at køerne taber et kilo mælk sidst i afgræsnings-sæsonen, hvis de kan blive ude tre uger længere. For det er totalt gratis foder,« understreger far og søn.
Især sidst på sommeren er strategien dog svær at styre, og fodringen baserer sig i høj grad på erfaring.  Der har været perioder, hvor køerne ikke har fået ensilage i fire måneder - overhovedet.

Kraftfoder tildeles individuelt efter ydelse i forbindelse med malkningen.
»Hvis en ko giver 22 kg mælk, får den intet kraftfoder. Giver den 40 kg mælk, får den seks kilo kraftfoder. Dem har vi syv til otte stykker af,« griner Mikael. I gennemsnit får køerne to til tre kg A-blanding.

Foldtyr og mange kvier

Som formentlig den eneste større mælkeproduktion i Danmark bruges der foldtyre på Sønderhøjgaard.
Også her er der tale om en økonomisk afvejning.

»Vi sparer årligt omkring 600.000 kroner i timer og sædstrå ved at bruge foldtyr, og vi har ikke rigtig brug for den avlsfremgang, insemineringerne kunne give,« forklarer Mikael.

Tyrene køber de hos anerkendte avlere, der også leverer tyre til Viking, og systemet har vist sin værdi: I øjeblikket er der alt for mange kvier i forhold til, hvad der er brug for.

»Men vi har udvidet siden 2010, hvor vi tog en ny stald i brug, så der er også køer, der skal skiftes,« konstaterer Preben og Mikael.